Undersøgte personlifte bestod

Sikkerhedsstyrelsen har funktionstestet otte lifte: Fandt kun mindre mangler

illustration sik.dk lifte 2

Dagens gode nyhed til elektrikere, der arbejder i personlifte, kommer fra Sikkerhedsstyrelsen. Her har man i samarbejde med Teknologisk Institut funktionstestet de otte mest udbredte mærker på området, og alle de testede personlifte bestod.

Baggrunden for undersøgelsen var en dødsulykke i Odense efter arbejde udført i en liftkurv. Liftene – der mere præcist benævnes ’mobile personløftere med arbejdsstandplads’ – blev testet for blandt andet belastning, køreevne og bæreevne.

– Konklusionen er, at alle de testede personlifte bestod. Der blev kun fundet mindre mangler. Vi ved af gode grunde ikke, hvordan alle personlifte nu fungerer, men det er godt at konstatere, at de mest gængse modeller på markedet ikke har fatale mangler i de testede produkter, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Kirstine Gottlieb på sik.dk.

I omtalen citeres Arbejdstilsynet for, at arbejdsulykkerne kan undgås blandt andet gennem samarbejde mellem arbejdsgivere og ansatte om planlægning af arbejdet og sikring af, at liftene anvendes efter fabrikantens anvisninger.