Store forventninger til el-job

Branchen ser optimistisk på udsigterne for beskæftigelsen blandt elektrikerne

konjunktur 7-21 diagram

Så er der (igen) gode nyheder fra Danmarks Statistik (DS): Den høje beskæftigelse blandt elektrikerne ventes at fortsætte, og branchen ser optimistisk frem til de kommende tre måneder.

Det fremgår af de tal, der ligger bag månedens konjunkturbarometer fra DS. Nettotallet for juli, der viser forventningerne på området elinstallation til kommende tre måneder, er på 14 (se øverste diagram). Det er en pæn stigning fra måneden før, hvor tallet 11 ellers også var højt.

Nettotal viser forskellen på procentdelen af de virksomheder, der venter henholdsvis en positiv og en negativ udvikling for beskæftigelsen i branchen de kommende tre måneder. Et positivt tal viser, at flest venter en positiv udvikling – og jo højere nettotal, des flere venter denne positive udvikling.

I juli sidste år var situationen først begyndt at vende efter den første tid med coronabekymringer. Her var tallet trods alt vendt og med 6 igen blevet positivt. Men årets julital er også meget positivt sammenlignet med juli 2019 – altså før coronaproblemerne – hvor det kun lige var positivt med 1 (se nederste diagram).

Overordnet fortæller DS i sit konjunkturbaromeneter blandt andet, at der i ”juli har der været en stor stigning i meldingen om mangel på arbejdskraft og materialer. Kun én gang før er det sket, at mere end halvdelen af virksomhederne i industrien melder om faktorer, der begrænser deres produktion.”

konjunktur 7-21 diagram2