Stor tilfredshed med sundhedsteam

18 erfarne sygeplejersker og socialrådgivere står klar til at hjælpe PensionDanmark-medlemmer

Pressefoto: Sundhedsteam PensionDanmark

27.000 opkald på telefonen blev det til for PensionDanmarks sundhedsteam i 2018. Og medlemmerne sætter stor pris på sundhedsteamets rådgivning. 95 procent svarer i den seneste tilfredshedsundersøgelse, at de er tilfredse eller meget tilfredse.

Sundhedsteamet er en del af den sundhedsordning i PensionDanmark, som flertallet af Dansk El-Forbunds medlemmer via overenskomsten er omfattet af. Det består af 18 erfarne sygeplejersker og socialrådgivere.

De står klar til at hjælpe dig, hvis du for eksempel er sygemeldt eller i risiko for at blive det. Når du ringer til sundhedsteamet, bliver der taget hånd om din situation.

Sygeplejersken spørger ind til dine problemer og hjælper dig på den måde videre til den rigtige behandling. Det kan for eksempel være hos en fysioterapeut eller måske en psykolog.

– Alle er velkomne til at ringe. Vi er gode til at lytte, og vi har selvfølgelig tavshedspligt, fortæller teamleder i sundhedsteamet Diana Uldal Koubti.

 

Om sundhedsteamet

Hos PensionDanmarks sundhedsteam kan du få rådgivning og hjælp til at komme videre (tværfaglige behandlinger, psykolog, speciallægebehandling, scanninger etc.).

Sundhedsteamet kan også hjælpe dig med en hurtig diagnose, hvis du er blevet henvist til en speciallæge.

Ring på 7012 1335 alle hverdage mellem kl. 8 og 21. Ønsker du hjælp fra en socialrådgiver, skal du ringe på 7012 1331.