Stigende interesse for pension i 2020

Industriens Pension, hvor et betydeligt antal medlemmer af Dansk El-Forbund har deres pensionsordning, oplevede i 2020 en øget interesse blandt medlemmerne – både i den personlige kontakt og på digitale platforme

2020 blev et anderledes år for hele verden og et år, som selv de yngste generationer vil huske. Det blev samtidig et år, hvor interessen for at følge pensionsordningen var rekordstor blandt medlemmerne i Industriens Pension.

Industrienspension.dk havde næsten 17 millioner sidevisninger, og Industriens Pensions app havde 1,5 millioner sessioner. Det er en stigning på over 10 % fra det hidtidige rekordår 2019. Industriens Pensions app, hvor medlemmerne kan følge med i både opsparing og forsikringer, er nu downloadet 155.000 gange.

I Industriens Pensions Medlems- og Virksomhedsservice var der telefonisk kontakt med medlemmer og virksomheder over 253.000 gange, og selvom corona-epidemien begrænsede fysiske møder mellem Industriens Pension, medlemmer og virksomheder, betød et stigende antal virtuelle møder, telefonmøder og drop-in-møder, at den samlede mødeaktivitet steg.

- Der skete meget i 2020, som gjorde det ekstra interessant at følge sin pension. Vi har haft meget fokus på at fortælle, at pension er en tryghed – også i en krisetid. Det er fx vigtigt at holde fast i sine forsikringer, hvis man mister sit job. Og i en tid med pandemi, restriktioner og usikkerhed, så giver det måske samtidig lidt ekstra tryghed at tjekke sin pension og se, at 2020 samlet set er endt med fornuftige afkast, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

Hun henviser til, at medlemmerne kan glæde sig over, at 2020 endte med pæne resultater for alle aldersgrupper trods de betydelige fald i årets første kvartal, da coronakrisen eskalerede.

Vil du vide mere?

Hvis du også gerne vil vide mere om din pension hos os, kan du:

  • Hente vores app. Søg efter Industriens Pension i App Store eller Google Play.
  • Spørge, om din lokalafdeling vil arrangere et møde med en af vores pensionseksperter. De kommer gerne på besøg – fysisk eller digitalt.
  • Ringe til vores Medlemsservice på 70 33 70 70 eller sende en mail til kundeservice@industrienspension.dk.