Skills-vinder er tændt på sit fag

Som optakt til DM i Skills 2017 lancerer SkillsDenmark 40 film med fællestitlen ’Det fede ved mit fag’. Vinderen af dette års konkurrencer i el-faget Alexander Starup Sørensen er en af de medvirkende

I dagene 26.-28. januar løber DM i Skills 2017 af stablen i Gigantium i Aalborg, hvor mesterskaberne sætter rekord med hele 40 konkurrencefag. I den anledning har SkillsDenmark lanceret 40 film af med fællestitlen ’Det fede ved mit fag’. Hovedparten af de medvirkende er tidligere Skills-vindere, som sammen med en mester eller ældre kollega fortæller om krav og forventninger i deres respektive fag og job.

 

 

Skills-vinder 2016 i el-faget Alexander Starup Sørensen fortæller i videoen fra SkillsDenmark blandt andet om at bruge sit hoved og hele tiden at tænke sikkerhed ind i det daglige arbejde

En af de medvirkende, som i den grad er tændt på sit fag, er det 25-årige DEF-medlem Alexander Starup Sørensen, der har stået i lære hos SIF-gruppen. Han vandt dette års DM i Skills – også kaldet Danmarksmesterskaberne i erhvervsuddannelser – i el-faget, som blev afholdt d. 4.-6. februar i Fredericias Messe C. Her lagde flere end 60.000 besøgende vejen forbi for at se konkurrencer inden for i alt 36 fag. I filmen om elektrikerfaget fortæller Alexander Starup Sørensen blandt andet om det spændende ved teorien og tankegangen bag el-arbejde og om det at bruge sit hoved og hele tiden tænke sikkerhed ind i arbejdet.

Optakt til Skills 2017

Glæden over selv at styre hverdagen på jobbet er et gennemgående træk i de mange portrætfilm af unge håndværkere, som SkillsDenmark lancerer til brug for erhvervsskoler, UU-vejledere, brancher og virksomheder. Filmprojektet er blevet til med bevillinger fra Tuborgfondet og Grundejernes Investeringsfond.

- Vi er meget taknemmelige for, at de to fonde har gjort det muligt for os at gennemføre dette projekt, der skaber en flot optakt til næste års DM i Skills. Vi vil også gerne sige tak til de virksomheder, der har stillet sig til rådighed, så filmene kunne blive optaget ude i den virkelighed, hvor de unge faglærte befinder sig, siger formand for SkillsDenmark, Jesper Juul Sørensen i en pressemeddelelse.

Bonus-trick

Sammen med de 40 portrætter lancerer SkillsDenmark også en lille bonusvideo på under et minut med hver af de unge. I serien ’Mit bedste trick’ viser de unge rollemodeller løsningen på et lille problem, som de typisk bliver spurgt om. Eksempelvis viser møbelsnedkeren, hvordan man fjerner ridser på lakeret træ, en bygningsmaler viser, hvordan man holder malerpensler vedlige mens elektriker og Skills-vinder Alexander Starup Sørensen viser, hvordan man skifter en lampeledning.

 

I videoen 'Mit bedste trick' viser elektriker og Skills-vinder Alexander Starup Sørensen, hvordan man skifter en lampeledning

Du kan se og downloade filmene via Skillsdenmark.dk, hvor du også kan læse mere om Skills 2017