Royalt skulderklap til elektrikere

Pomp og pragt til ære for dygtige hovedstadshåndværkere

haandværk 16

Med 12 elektrikere er faggruppen stærkt repræsenteret i den gruppe af årets dygtigste nyuddannede håndværkere, som Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn i dag hylder med sølv- og bronzemedaljer på byens rådhus. Det sker med pomp og pragt og ikke mindst royal bevågenhed, idet dronningen deltager og ønsker tillykke.

De 12 elektrikere fra 12 forskellige virksomheder har alle fået sølvmedaljer, og i alt overrækkes medaljer til 77 håndværkere fra 22 forskellige fag. Desuden bliver der uddelt legater for en million kroner.

Legaterne er indstiftet af laug, virksomheder og fonde, og de unge håndværkere er uddannet i de københavnske laugs medlemsvirksomheder. Begivenheden finder sted i eftermiddag, og chefkonsulent i Haandværkerforeningen Jacob Bo Andersen fortæller, at foreningen i løbet af i morgen vil lægge billeder fra dagens festlige og også noget højtidelige begivenhed op på sin hjemmeside. Indtil da kan man se billeder fra sidste års fest her.