Rekordmange fag til DM i Skills 2022

Hele 48 forskellige fag skal i 2022 dyste ved Danmarks største uddannelsesevent: DM i Skills

Siden 2011 har der hvert år været afholdt DM i Skills - også kaldet Danmarksmesterskaberne i erhvervsuddannelser. Omkring 300 unge deltager og kæmper om at blive landets bedste inden for de forskellige fag. Formålet er blandt andet at synliggøre erhvervsuddannelserne og de muligheder, de giver, og i sidste ende få flere unge til at vælge en faglært uddannelse. Elektrikeruddannelsen var demonstrationsfag i det første DM i Skills, men har siden været et konkurrencefag.

I år har mesterskaberne været aflyst på grund af coronasituationen, men næste år i Høng i Kalundborg Kommune vender DM i Skills stærkt tilbage med konkurrencer i hele 48 forskellige fag. Det er flere fag end nogensinde før og en stigning fra seneste mesterskab i 2020, hvor der blev konkurreret i 45 fag.

Udover de 48 fag, der konkurrerer om guldmedaljer, kan de omkring 50.000 besøgende opleve 23 forskellige demonstrationsfag. Det er også en ny rekord og en stigning på fem fra 2020.

De nye fag, der skal konkurrere for første gang i 2022, er:

  • Vejgodstransport
  • Rengøringstekniker
  • Serviceassistent med speciale i virksomheds-service
  • Serviceassistent med speciale i hospitals-service
  • Procesoperatør

Udgået som konkurrencefag er: Detailhandel, Kreaturslagter, Blikkenslager.

Fagbladet Elektrikeren har tidligere skrevet om, hvor tidligere Skills-vindere i el-fagets konkurrence befandt sig i deres karriere i årene efter at have vundet guldmedalje i mesterskaberne. Den artikel kan du læse HER

DM i Skills 2022 afholdes i dagene 28. - 30. april i Høng, Kalundborg. Der er gratis adgang for alle interesserede.

Du kan læse meget mere om DM i Skills 2022 på skillsdenmark.dk.

 

Sådan ser det ud, når en elektrikerlærling vinder DM i Skills. Alexander Starup Sørensen vandt el-fagets konkurrence i 2016. Her får han overrakt sin pris af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Video: Benjamin Rothenborg Vibe.