Rekordår for Arbejdermuseet

Arbejdermuseet har præsteret sit højeste besøgstal i museets historie

Ikke færre end 116.000 gæster lagde vejen forbi Arbejdermuseet i København i 2019. Det er det højeste besøgstal i museets 36-årige historie. Det skriver Arbejdermuseet i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at rekordåret ikke mindst skyldes de mange besøg fra børn og unge, der især besøger museet i forbindelse med undervisning og uddannelse. Ikke færre end 24.000 børn og unge har deltaget i et af museets undervisningstilbud om alt fra børnearbejde, uddannelsesvalg, arbejdsmarked til politisk aktivisme og klimakamp. Dermed er arbejdermuseet et af de bedst besøgte kulturhistoriske undervisningssteder i hele landet.

I september 2019 modtog Arbejdermuseet den prestigefyldte internationale museumspris DASA AWARD. Foto: Arbejdermuseet. 

2019 var også året, hvor Arbejdermuseet modtog international anerkendelse i form af den prestigefyldte pris DASA AWARD. Den fik museet for sit samfundsmæssige engagement og evne til at involvere unge i udviklingen af museets udstillinger. Juryen fremhævede bl.a. den populære udstilling Håndens Arbejde, der sætter fokus på unges valg af uddannelse og håndværksmæssige fag.

Dansk El-Forbund har lavet en aftale med Arbejdermuseet, der sikrer dig, din partner og dine børn gratis adgang. Aftalen gælder lærlinge, ordinære medlemmer og pensionister. Husk at medbringe Pluskortet, som også fungerer som medlemskort til Dansk El-Forbund, og som kan downolades som app.

Du finder praktisk information om Arbejdermuseet på museets hjemmeside, hvor du også kan få mere at vide både om museet og om Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.