Pensionskunder ønsker ansvarlige investeringer

Anti-korruption og fokus på menneskerettigheder er vigtigst, når opsparingen skal investeres

Sampension - investering

Når det gælder om at investere pensionen ansvarligt, så er det vigtigste for kunderne, at opsparingen ikke placeres i selskaber, som er involveret i korruption, bestikkelse, overtrædelse af menneskerettigheder eller undertrykkelse i konfliktramte områder. Omvendt betyder det mindre for dem, at deres pensionspenge ikke investeres i fossile selskaber.

Det viser en ny undersøgelse fra Sampension blandt knap 1800 medlemmer. En del af Dansk El-Forbunds medlemmer har via overenskomsten deres arbejdsmarkedspensionen i selskabet.

– Når det drejer sig om ansvarlige investeringer, har der de seneste år været et stort og stadig stigende fokus på klimadagsordenen. Det er helt naturligt og fuldt berettiget – og det er også et område, vi har et meget stort fokus på, siger Jacob Ehlerth Jørgensen, Head of ESG i Sampension.

– Men ansvarlighed gælder ikke kun klimaet. Der er også andre væsentlige samfundshensyn at tage højde for i investeringerne, og derfor har vi et bredt ESG-fokus, når vi investerer. Og det lader tilsyneladende også til at være kundernes tilgang, siger han.

Kunderne mener generelt, at ansvarlige investeringer har stor betydning for deres tilfredshed med pensionskassen, og helt op mod 90 procent af kunderne er tilfredse med det, de ser. Man kan læse mere om undersøgelsen og Sampensions indsats for ansvarlige investeringer her.