Pas godt på de nye

BFA Industri har udsendt ny vejledning om introduktion, instruktion, oplæring og tilsyn af nyansatte

vejledning BFA-industri

”Nyansatte rammes tre gange så ofte af ulykker den første måned, som de gør efter et år. De første måneder i et nyt job er altså de farligste.”

Citatet kan læses i den nye vejledning ”Introduktion, instruktion, oplæring og tilsyn – Viden, værktøjer og gode råd”, som er udsendt af BFA Industri. Den tager både sigte på situationen, når nye medarbejdere starter, og når mere erfarne ansatte får nye arbejdsopgaver.

Flere steder sættes særligt fokus på lærlinge og andre unge under 18 år, som både er særligt udsatte for arbejdsulykker på grund af manglende erfaring og viden og fordi, de også kan udvise unødig risikovillighed.

Vejledningen er både omfattende og meget konkret. Den indeholder også flere tjek-skemaer til blandt andet planlægning, opfølgning og udpegning af ’tovholdere’ i processen.

BFA Industri er det fælles forum for arbejdsmiljøaktiviteter for arbejdsmarkedets parter i industrien. Vejledningen er gennemgået af Arbejdstilsynet, så den aktuelt er i overensstemmelse med regler og praksis.