Omtanke kan sikre julehygge uden juleulykker

Så skal julelysene snart tændes. Men først skal de hænges op …

Nu skal der igen julebelysning op på veje og i gader og stræder, og elektrikerne skal huske sikkerheden – ikke mindst i forbindelse med stedet, hvor den hænges op:

– Det er jo typisk ved og over veje. Det betyder arbejde ved trafik – og ofte megen trafik, siger forbundssekretær i Dansk El-Forbund Lene Christiansen, der har arbejdsmiljø som sit ansvarsområde.

– Man skal huske at sikre både stedet, man arbejder, og at man kan ses. Altså: Op med afmærkning og på med reflekstøjet.

Illustration med julebelysning i vejkryds

Derudover opfordrer Lene Christiansen generelt elektrikerne til at bruge de nødvendige hjælpemidler til at forebygge ulykker: Arbejdspladsvurdering, lift i stedet for stiger, sikkerhedsseler – og at slukke for strømmen.

I slutningen af september lancerede Vejdirektoratet en ny kampagne mod ulykker ved vejarbejde. Den handler ikke specielt om julebelysning, men om opmærksomhed generelt, og trafikanterne opfordres til at stille skarpt.

Derimod kan man på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside sik.dk finde en særlig side viet til el-sikkerhed i forbindelse med julebelysning.

Når det gælder arbejdspladsvurderingen (APV), så har Arbejdstilsynet netop lanceret et nyt værktøj. Hermed er det blevet nemmere for især mindre virksomheder at lave vurderingerne, der nærmest kan skræddersys til de enkelte virksomheder.

Sikkerhed ved vejarbejde - kampagne fra Vejdirektoratet

Sikkerhed og julebelysning - omtale på sik.dk