Omstridt EU-aftale om dagpengeregler afvist

Rådet har afvist forslag, der ville lempe udenlandske lønmodtageres adgang til dagpenge i Danmark

Den foreløbige aftale om den såkaldte forordning 883 er blevet afvist i Rådet. Aftalen ville, hvis den var blevet gennemført, blandt andet betyde, at udenlandske forsikrede lønmodtagere fremover efter en måneds arbejde i Danmark kunne få danske dagpenge med sig til hjemlandet. Hidtil har reglerne krævet tre måneders arbejde.

EU-flag på flagstang

Det er især denne del af aftalen, der siden vedtagelsen har fået bekymrede kommentarer med på vejen i Danmark. Aftalen blev indgået af det rumænske EU-formandskab, Kommissionen og Europa-Parlamentet tidligere på måneden.

Beskæftigelsesministeriet skriver i en omtale af afvisningen, at EU-formandskabet nu skal komme med et nyt forslag til, hvilke rettigheder vandrende arbejdstagere skal have i EU. Ud over de lempeligere optjeningsregler lagde den nu afviste aftale også op til blandt andet mulighed for 'eksport' af dagpenge i seks måneder mod nu tre.