Også oktober gav et plus til medlemstallet

Gennem det seneste år er antallet af medlemmer i Dansk El-Forbund steget næsten tre procent

Efter en flot ’høst’ i september kom medlemstilgangen til Dansk El-Forbund (DEF) mere ned på jorden i oktober. Ikke desto mindre var tallet endnu engang positivt med et plus på 54.

Dansk El-Forbunds medlemsstatistik: diagram oktober 2019

Det dækker over en nettotilgang på 73 lærlinge, og en nettoafgang på 19 svende. Med ’netto’ menes, at der inden for begge grupper er både afgang og tilgang af medlemmer.

At der er overskud blandt lærlingene og ’underskud’ blandt svendene er naturligt, da ingen tælles med to gange i opgørelsen: Lærlinge figurerer som nye medlemmer, når de meldes ind, og når de siden skifter status og bliver svende, tælles de ikke med igen som en tilgang på ’svendekontoen’. Samtidig er der altid et vist frafald af svende som følge af skift til andre fagområder, udmeldelse til gule, til pensionisttilværelse eller på grund af dødsfald.

Mindre afgang

Tallene ’efterjusteres’ altid en smule, men generelt er afgangen af svende gennem et stykke tid er blevet mindre. Afgangen i oktober er således den laveste i et år, men tallet kan altså ændres en smule ved en senere regulering.  

Selv om oktobertallet ikke umiddelbart ser prangende ud, er det faktisk bedre end tallet fra oktober sidste år. Her var der et plus på 87 lærlinge – lidt flere end i år – men et minus på 60 svende, hvilket er en del flere end i år. Samlet gav oktober 2018 et plus på 27 medlemmer, mens samme måned i år som nævnt gav et plus på 54 – altså dobbelt så mange.

Samlet stigning

Den positive udvikling fremgår også i årsoversigten over tilgang og afgang (se diagrammet herunder). Seneste opgørelse af den type er fra oktober og viser udviklingen fra og med oktober 2018 til og med september 2019.

Ifølge oversigten var der i september 2019 i alt 28.359 medlemmer i DEF. I oktober 2018 var tallet 27.580. Stigningen på 779 medlemmer svarer til næsten tre procent.

Dansk El-Forbunds medlemsstatistik: årsdiagram frem til september 2019