Ny tilsynsmetode er en succes

Arbejdstilsynets besøg på byggepladser er blevet mere effektive – også når det gælder området elinstallation

Efter et halvt år med en ny tilsynsmetode, der på forsøgsbasis anvendes på byggepladserne, er der tilfredshed med de foreløbige resultater. Det er Beskæftigelsesministeriet, der med henvisning til nye tal fra Arbejdstilsynet (AT) fortæller, at tilsynet nu er langt mere effektivt end tidligere.

ATpåbud maj 18

Nu finder myndigheden arbejdsmiljøproblemer på næsten halvdelen af de besøgte bygge- og anlægsvirksomheder, mens der med det tidligere risikobaserede tilsyn kun blev fundet arbejdsmiljøproblemer ved små 13 procent af besøgene. Der udstedes flere afgørelser om ulykkesrisici, der er større udbytte af den tid, som tilsynet bruger, og nu kører de tilsynsførende kun forgæves 5,5 procent af gangene, hvor dette ved det risikobaserede tilsyn var situationen mere end hver tredje gang.

Forsøget med den nye metode blev indledt 1. november 2017. I februar blev det forlænget, indtil et ekspertudvalg om arbejdsmiljø senere kommer med sine anbefalinger til regeringen om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats.

Med den nye metode kommer AT på uanmeldt besøg og afdækker en i en helhedsorienteret indsats arbejdsmiljøet på alle byggepladsens virksomheder. Tidligere blev de enkelte virksomheder varskoet på forhånd, og besøgene gjaldt kun disse udvalgte virksomheder.

Den nye effektivitet afspejler sig også ganske klart i tallene på området elinstallation. En dagsfrisk opgørelse viser, at der i år hidtil er afgivet i alt 113 AT-reaktioner, og heraf er de otte forbud og 91 er strakspåbud (se tabellen herover).

Til sammenligning blev der nedlagt det samme antal forbud (otte) i hele 2017, og der blev afgivet 178 strakspåbud. Nu, hvor der er gået lidt mere end fire måneder af 2018, er der altså afgivet flere end 50 procent af det samlede antal strakspåbud, som der blev givet i hele 2017.