Nu vil DSB have elektrikerlærlinge

Ny uddannelse har åbnet flere muligheder for praktikpladser på specielle arbejdspladser

DSB beskæftiger cirka 400 elektrikere, men har hidtil ikke haft nogen elektrikerlærlinge. Det bliver der lavet om på her i 2019, fremgår det i det nye nummer af fagbladet Elektrikeren.

Opslag s. 8-9 i fagbladet Elektrikeren nr. 1-2019

DSB er generelt i gang med at opruste på antallet af lærepladser, og til elektrikerne vil der i første omgang blive oprettet fire: To i øst og to i vest.

Men det stopper ikke der. Målet er det dobbelte antal, så der senere permanent vil være otte lærepladser. Med tilføjelsen ’mindst’ foran otte: Måske oprettes der endnu flere.

Godt eksempel

Trods de mange elektrikerarbejdspladser har DSB hidtil ikke ment at kunne leve op til de krav, der stilles til uddannelsen på lærestederne. Det er ændret med den relativt nye, modulbaserede elektrikeruddannelse. I Dansk El-Forbund er der selvsagt glæde over udviklingen:

– Det var jo en del af hensigten med den nye elektrikeruddannelse. Vi håber også, at DSB fremover vil fungere som et godt eksempel for andre industrivirksomheder, siger Hanna Lindstrøm, der på den seneste kongres blev valgt som ny forbundssekretær.

Før det var hun agitations- og uddannelseskonsulent i forbundet og har i den egenskab har deltaget i forløbet med etablering af praktikpladser til elektrikerlærlinge på den store arbejdsplads. Processen er en del af den såkaldte Operation Praktikplads og det brobyggerforløb, der har haft til formål at skaffe flere lærepladser i industrien. Hanna Lindstrøm konstaterer, at projekterne nu er nået i mål hos DSB.

Skræddersyet uddannelse

Elektrikeruddannelsen blev i sommeren 2015 ændret, så den nu kan ’skræddersys’ til mere specialiserede virksomheder. Praktikforløbet kan deles mellem flere virksomheder, så elektrikerne dels får den specialiserede uddannelse, dels erfaringerne med mere ’almindeligt’ elektrikerarbejde.

Der mangler fortsat praktikpladser til elektrikere, og mens installationsområdet tager relativt mange lærlinge, har det knebet mere i industrien. Dansk El-Forbund har derfor gennem et stykke tid forsøgt at påvirke området.

– Ud over praktikpladserne som sådan kan vi glæde os over, at vi fremover kan henvise til DSB som eksempel. Vi har jo stadig brug for mange flere lærepladser, konstaterer Hanna Lindstrøm, der fortæller, at den nye uddannelse også har givet resultater i flere andre ’special-virksomheder’.

Læs mere i Elektrikeren side 8-9.