Nu kommer pensionerne på udstilling

DEF’s forbundsformand skal være med til at åbne ny udstilling på Arbejdermuseet

A-museet pension

I næste uge åbner Arbejdermuseet en ny udstilling med titlen ”Når jeg bli’r gammel – hvem skal så betale?” Den fortæller historien om vejen til arbejdsmarkedspension for alle under overenskomst, og hvad det har betydet for lønmodtagerne og for vores velfærdssamfund, og ved åbningen får den kloge ord med på vejen af blandt andre formanden for Dansk El-Forbund (DEF) Jørgen Juul Rasmussen.

Anledningen til udstillingen er, at det er 25 år siden, de første indbetalinger løb ind på medlemmernes overenskomstbestemte pensionsordninger. Udstillingen fortæller historien om, hvordan det hele blev til – hvem der kæmpede for reformen, og hvem der kæmpede imod og hvorfor. Det var langt fra alle, der var lige begejstrede for at blive ’tvunget’ til at spare op.

DEF-formanden er inviteret til at deltage i en ’sofadebat’ i forbindelse med den officielle åbning den 29. maj og vil formentlig fortælle noget om udviklingen og milepæle i processen, der startede i det små med 0,9 procent af lønnen, og hvor der nu betales mindst 12 procent.

Udstillingen har det udgangspunkt, at Danmark har verdens bedste pensionssystem – ikke mindst takket være arbejdsmarkedspensionerne. Den stiller samtidig spørgsmålet ”hvem skal nu betale?”, og om pensionskampen er forbi. Måske kan elektrikerformanden give nogle gode svar …

Selve udstillingsåbningen med deltagelse af Jørgen Juul Rasmussen finder sted om eftermiddagen tirsdag den 29. maj. Udstillingen som sådan er herefter åben fra den 30.

På fotograf Harry Nielsens billede herunder ses socialdemokraten Knud Heinesen i 1986 på talerstolen ved et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i LO med pension på dagsordenen. Læs mere om udstillingen her.

pension 86