Nu er elektrikernes arbejdsløshed under en procent

Det er første gang siden 0’erne, at den samlede arbejdsløshedsprocent er så lav

Så skete det: Den samlede arbejdsløshedsprocent i Dansk El-Forbunds a-kasse sneg sig ned under en enkelt procent.

a-statistik under 1

Tallet fremgår af den seneste statistik, og helt præcist er procenten 0,99 for maj. Den 15. i måneden er dagen, hvor tallet for den forudgående måned anses for statistisk sikkert, men der kan alligevel komme mindre justeringer efterfølgende.

Med den meget lille margin er det derfor ikke helt sikkert, at arbejdsløsheden vedblivende vil holde sig under en procent, men ikke desto mindre er den det på opgørelsesdagen. Og det er en situation, der har været undervejs og ventet et stykke tid.

Det er første gang siden de brølende 0’er, at tallet generelt er så lavt.

Afdelinger

Flere afdelinger har dog længe haft arbejdsløshedsprocenter under en enkelt. Det er selvsagt også tilfældet i maj.

Faktisk er det seks ud af de 11 afdelinger, der kan glædes over en så lav arbejdsløshed. Som sædvanligt ligger Bornholm lavest.

Folkemødeøen har for tredje måned i træk et rundt nul i statistikken. Faktisk har det været situationen siden august 2017 bortset fra en enkelt måned – februar – hvor en elektriker prøvede at være arbejdsløs.

Aldersgrupper

Igen i maj kommer den høje beskæftigelse alle aldersgrupper til gode, dog med få variationer: For alle grupper mellem 30 og 49 år er arbejdsløshedsprocenten under en, og lavest ligger igen de 45-49-årige, denne gang med 0,62 procent.

Værd at bemærke er også, at de helt unge på 20-24 år er kommer særdeles godt med ’på vognen’: Procenten er denne gang 1,0.

a-statistik 05-18 alder