Museerne lokker i vinterferien

Både Energimuseet og Arbejdermuseet holder åbent

Blandt medlemsfordelene i Dansk El-Forbund er gratis adgang til både Energimuseet (også for børn) og Arbejdermuseet, hvor man på sidstnævnte både kan tage ægtefælle/samlever og børn med ind på medlemskortet. Og begge steder lokker med særlige aktiviteter i vinterferien, der for mange snart står for døren.

Energimuseet

Energimuseet er der vinterferieåbent i dagene 11.-19. februar (uge 7), mens der på Arbejdermuseet er vinterferieaktiviteter i både uge 7 og 8. Begge steder beviser med omfattende programmer, at det langt fra behøver at være kedeligt at gå på museum.

Energimuseet har både lynshow, dampmaskiner, historiske huse og VR-briller (virtual reality) på programmet – og mere kan komme til, da programmet opdateres. Man kan spise i cafeen, og man kan pynte sin egen fastelavnsbolle.

Arbejdermuseet byder på en bred vifte med leg som i gamle dage, skattejagt, arbejderhistorie og BZ'er-plakater og en ny quiz. Og mens børnene leger, kan de voksne komme helt tæt på arbejdernes hverdagsliv og følge industrialiseringens udvikling fra 1800-tallet til i dag. Selvfølgelig er der også her dejlig mad – enten i Café & Øl-Halle 1892 eller i Kaffebaren, hvor der diskes op med varm kakao med flødeskum, ostemadder og museets berømte kiksekage.

Arbejdermuseet