Medlemsfremgangen fortsætter

November blev et foreløbigt højdepunkt for ’medlemsoverskud’

2018 vil blive endnu et medlemsmæssigt succesår for Dansk El-Forbund (DEF): 2017 gav et pænt ’overskud’ på medlemskontoen, og meget skal gå galt, hvis ikke 2018 ender med et endnu større plus.

medlemsstatistik for Dansk El-Forbund pr. november 2018

Det skyldes ikke mindst novembertallet, som netop er lagt ud på forbundets intranet. Her fremgår et plus på 273 medlemmer, hvilket er det hidtil højeste for en enkelt måned i 2018.

I april var der er større antal indmeldelser. Men også afgangen var højere, og måneden fik et samlet plus på 242.

Flere end i 2017

Opgørelsen for november bliver den sidste i år, og de personer, der gerne ser fremgang for DEF, har fået en tidlig julegave: Årets første 11 måneder har i alt givet et plus på medlemskontoen på 1.279.

Sidste år gav en samlet medlemsfremgang på 1.152. I år har hver af årets måneder med undtagelse af juli haft plus på indmeldelsessiden.

Sidste år var der også flere indmeldelser end udmeldelser i december. Alt tyder således på, at det i forvejen positive 2017-tal bliver overgået ganske pænt i år.

Tilgang og fald

Det samlede tal for 2018 på 1.279 dækker over en tilgang på 1.829 lærlinge og et fald på 550 svende. Årsagerne til faldet blandt svendene kan ud over eksempelvis jobskifte være udmeldelse til pensionisttilværelse eller slet og ret dødsfald.

Der vil altid være udmeldelser, og opgørelsen fungerer sådan, at ingen tæller med to gange: Når lærlingene bliver til svende, tælles de ikke med igen som et plus til ’svendekontoen’.