Tjek den nye lønstatistik 2017

Afdelingen har en flot stemmeprocent

Afdelingen har en flot stemmeprocent
Dette års statistik er gået over al forventning. Vi har ikke fået så flot en stemmeprocent som sidste år, men den endte alligevel rigtig flot på 57,5 %. Igennem de sidste 4 år har stemmeprocenten ligget mellem 50 og-66 %, hvilket må være udtryk for, at en god og valid statistik er et værktøj, der kan bruges, ikke mindst ved de kommende lønforhandlinger. Og hvis man går med en tanke om at skifte virksomhed, så kan lønniveauet i en evt. ny virksomhed tjekkes. Mange tak for alle besvarelserne.

Afdelingsstigninger
Afdelingsgennemsnittet oplevede en stigning på hele 5,2 %. Det er i høj grad afsluttede akkorder, som trækker stigningen op med en stigning på 7,09 %. Industri- og TEKNIQ-områderne trækker godt med stigninger, mellem 1,5 og 5,04 %. De offentlige halter lidt efter, men har over en 10-årig periode samme stigninger som resten af faget.

Der er kommet mange store sager ind i akkorden, hvor noget af arbejdet er udført i 2016, men akkorden er afsluttet i 2017, hvilket også hjælper til med at hæve lønnen.

Statistikindsamling
Statistik er indsamlet i oktober måned. Der kunne indtastes på nettet, enten personligt eller via en statistikfører i virksomheden. Vi har oplevet, at kollegaerne i de forskellige virksomheder meget gerne ville have deres løntal med, hvilket er virkelig godt.

Statistikken omfatter 4335 medlemmer i afdelingen, og der er 2492 besvarelser, hvilket svarer til 57,5 %.