”Pensionsalder rager os i den grad”

Selvom pensionsalder og tilbagetrækning for den yngre del af lønmodtagerskaren ligger langt ude i fremtiden, er det i den grad en sag, vi skal forholde os til. Det mener formanden for Dansk El-Forbund Ungdom, Morten Ahrendt

74 år. Det er i udgangspunktet den alder, som 27-årige Morten Ahrendt kan skue efter for at nå retten til pension. For Morten og mange af hans kollegaer, er det et helt urealistisk scenarie.

En ung, nyudlært elektriker kan forvente mere end 50 år, hvor arbejde på wienerstiger og slid er hverdag. Det er en afgrund, vi får stillet i sigte. Og derfor er det enormt vigtigt, at vi som ungdom kæmper aktivt for en værdig tilbagetrækning. Pensionsalderen rager os i den grad”, fortæller Ungdomsformand, Morten Ahrendt.

Bedre vilkår i fremtiden, men

El-branchen er som bekendt i rivende teknologisk udvikling, hvor digitalisering og automatisering med sikkerhed vil lempe det daglige slid for fremtidens elektriker. Men uanset, hvor meget vi digitaliserer, vil installationer fortsat være nødvendige. Derfor vil elektrikerne også skulle arbejde i opslidende og akavede stillinger i fremtiden.

 ”Vi bliver nedslidte lang tid før pensionsalderen. Derfor synes, jeg vi skal fastfryse pensionsalderen på det nuværende niveau på 68 år.Vi bør vi også lave en mulighed, der giver ret til tilbagetrækning efter 40 år på arbejdsmarkedet, hvor det bliver muligt at gå hjemme på dagpengesats.

Politikerne skal ændre deres fokus

Med rationalet om, at pensionsalderen skal følge den stigende levealder, har politikerne vedtaget en model, der kun sender pensionsalderen i en retning – nemlig op ad. Det fokus er ifølge Morten Ahrendt helt forkert.

I dag beslutter politikerne at hæve pensionsalderen før, vi egentlig har sikret et arbejdsmarked, som elektrikerne kan holde til at arbejde på så længe. Jeg vil gerne diskutere flere år på arbejdsmarkedet, men først når vi ved, at der er tale om et arbejdsmarked, vi kan holde til at være på så længe.

Vi må i samlet flok få politikerne til at vende deres fokus. Man kunne kigge på nedsættelse af den ugentlige arbejdstid. Der er rigtig mange gode eksempler fra Sverige med 6-timers arbejdsdage. Og så skal vi selvfølgelig også se større investeringer i bedre arbejdsmiljø, hvor trenden med massive besparelser på Arbejdstilsynet bestemt ikke hjælper, slutter Morten Ahrendt.