Alt for mange lærlinge får stød på jobbet: Ny kampagne skal ændre sikkerhedskulturen

DEF har besøgt en række erhvervsskoler med budskabet: Sluk for strømmen.

Foto: Sikkerhedsstyrelsen, grafik/collage: Dansk El-Forbund

Lærlinge får mere stød end udlærte svende

Dansk El-Forbunds undersøgelser viser, at to ud af tre lærlinge får stød allerede under uddannelsens første hovedforløb. I en helt ny undersøgelse kan vi også se, at lærlinge er markant mere udsatte for stød end de mere garvede svende. Lærlinge får nemlig stød næsten dobbelt så ofte som udlærte elektrikere. Og strømstød – selv de umiddelbart ubetydelige – kan have alvorlige konsekvenser for funktionsevnen og helbredet.

Derfor arbejder Dansk El-Forbund i øjeblikket ihærdigt på at sprede et budskab om, at lærlinge slet ikke bør arbejde med spænding på. Vi laver nemlig ekstra skolebesøg kun med et formål; at gøre det klart, at lærlinge ikke bør arbejde med spænding. 

Ny App skal hjælpe med at stoppe stød

Udover vores mange skolebesøg har Dansk El-Forbund og Sikkerhedsstyrelsen lanceret en ny app. I appen Sikker El kan man stifte bekendtskab med fire af vores medlemmer, som mildest talt har fået mere end et rap over nallerne. Derudover kan man ved at hente appen sikre sig, at potentiel livsvigtig information, hvis man selv eller en af sine kollegaer skulle komme ud for en ulykke, altid er med i lommen.

Undervisningsforløb til skoler og information til din læreplads

Som en del af kampagnen, er der også lavet undervisningsmateriale til skolerne. Hent det her.

Der er også lavet information til virksomheden om sund og god sikkerhedskultur for lærlinge. Del gerne folderen "Er du klar til en Lærling" med din læreplads, så de kan finde inspiration til at skabe en sikker læretid for dig.