Klar til domsafsigelse over alvorlige el-ulykker

I næste uge afgør retten i Glostrup, om 29-årig elektriker skal have erstatning for et strømstød, der har invalideret ham. Dommen kan få betydning for andre

Camilla og Jeppe Jacqué Frimand uden for retten i Glostrup

Camilla Jaqué Frimand støtter sin mand – også under retssagen

Ad hvilke veje vandrer elektricitet, hvis den kommer ind i et menneske? Hvor gør den skade? Det er nogle af de spørgsmål, som dommer Hans J. Christensen lige nu sidder og overvejer i retten i Glostrup: Om en uges tid skal han afsige dom i en principiel sag om en el-ulykke.

I november 2013 fik Jeppe Jaqué Frimand 400 volt gennem sig med en strømstyrke på op til 10 ampere. I tiden efter kom der smerter, føleforstyrrelser og andre gener specielt i ansigtet.

Men arbejdsskademyndighederne har hidtil afvist, at symptomerne hænger sammen med ulykken. Derfor har Dansk El-Forbund (DEF) sagsøgt Ankestyrelsen for at tvinge den til at anerkende ulykken som en arbejdsskade.

Betydning for andre

Onsdag den 30. januar var Jeppe Jaqué Frimand i retten i Glostrup for at berette om, hvad der skete på ulykkesdagen og i tiden efter. Det har han også fortalt om i det seneste nummer af fagbladet Elektrikeren.

Dommen kan få betydning for andre elektrikere, der rammes af stød og deres muligheder for erstatning. I den seneste tid har der været flere domme, som giver medhold i, at el-ulykker har konsekvenser for kroppen og organismen.

Læge afhørt

En af de væsentlige personer i sagen er læge Michael Bjørn Russell. Han har som konsulent i Ankestyrelsen helt afvist, at Jeppe Jaqué Frimands gener skyldes strømstødet. I retten blev Michael Bjørn Russell afhørt via en videoforbindelse over Skype.

– Strømmen er gået fra den ene tommelfinger via formentlig brystregionen og ud gennem den anden tommelfinger, forklarede Michael Bjørn Russell til dommeren og de andre i retssalen.

– Intet tilsiger, at strømmen skulle være gået gennem hovedet og lavet skader der. Derfor kan ulykken ikke forklare symptomerne. De har en anden årsag. Det har ikke noget med strømmen at gøre, sagde Michael Bjørn Russell.

Jeppe Jaqué Frimands advokat, Christian Riewe, pegede på, at Ankestyrelsen i et brev har peget på en anden strømvej. Her står der, at den er gået fra hænder til brystregion til jord, det vil sige ben.

– Hvorfor er der forskel? spurgte Christian Riewe.

– Det er ikke altid juristerne hos os skriver det, som vi lægekonsulenter skriver, svarede Michael Bjørn Russell.

Ny viden

Christian Riewe fremlagde i retten en nyere udenlandsk forskningsrapport. Den siger, at der er mange myter om el-skader. For eksempel at strømmen kun gør skade i den del af kroppen, som den går igennem.

– Alle vævsdele kan blive påvirket. Derfor kan der også være sket skader, som fører til generne i Jeppes ansigt, konkluderede Christian Riewe.

Interesser

Ikke færre end tre advokater sad på den anden side af bordet. De repræsenterede henholdsvis Ankestyrelsen, Jeppe Jaqué Frimands arbejdsgivers forsikringsselskab og det boligselskab, som ejer den lejlighed, hvor ulykken skete.

DEF mener, at den invaliderede elektriker skal have penge både fra den lovpligtige arbejdsskadesikring og fra arbejdsgiveren og boligselskabet, fordi de har ansvar for ulykken. Dommen afsiges om godt en uge, og du kan læse om afslutningen her på hjemmesiden og i fagbladet Elektrikeren.

Skærmdump af fagbladet Elektrikeren nr. 1 2019

Jeppe Jaqué Frimands sag var udførligt omtalt i det seneste nummer af fagbladet Elektrikeren