Industriens Pension vokser og får flere medlemmer

Medlemsfremgangen i Industriens Pension fortsatte i 2016, og indbetalingerne på 8,4 mia. kroner var de højeste nogensinde. De samlede investeringer har nu rundet 150 mia. kroner

De ansatte på danske industri- og fødevareindustriarbejdspladser fortsætter med at øge pensionsopsparingen. Medlemmernes indbetalinger til Industriens Pension satte sidste år rekord med 8,4 mia. kroner, hvilket er 252 mio. kroner mere end i 2015.

diagram pension

IP-logo

Samtidig er antallet af medlemmer steget med over 2.400 personer, så Industriens Pension nu har 402.205 medlemmer, viser årsrapporten for 2016. Det afspejler blandt andet, at det går bedre på beskæftigelsesområdet inden for industrien.

Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension, glæder sig over et meget tilfredsstillende samlet afkast på 8,2 procent sidste år, mens medlemmer med mindst 20 år til pension fik et afkast på hele 9,6 procent. Over de seneste 10 år, der har budt på både op- og nedture på de finansielle markeder, har det gennemsnitlige årlige afkast i Industriens Pension været 8,4 procent.

– Vi er naturligvis meget tilfredse med, at afkastet i 2016 igen var blandt branchens absolut bedste, men det er resultaterne på den lange bane, som vi hæfter os mest ved. Med de stærke afkast set over en 10-årig periode har vi vist, at vi har en meget robust investeringsstrategi, siger Laila Mortensen.

Det høje afkast kombineret med stigende indbetalinger betyder, at de samlede investeringsaktiver steg til 150 mia. kroner ved udgangen af 2016 mod 138 mia. kroner året inden.

Læs mere her.

Også PensionDanmark havde et godt år i 2016. Læs her.