Indbringende 2021 ruster PensionDanmarks medlemmer til usikkert 2022
Et rekordhøjt investeringsafkast giver medlemmerne i PensionDanmark et solidt fundament til et 2022, som hidtil har været præget af geopolitisk uro og faldende aktiekurser
Hovedparten af medlemmerne i Dansk El-Forbund har via overenskomsten deres pensionsordning i PensionDanmark. De kan nu glæde sig over en rekordhøj forrentning af opsparingerne i 2021, oplyser pensionsselskabet i en pressemeddelelse.
PensionDanmarks årsrapport 2021 viser et samlet investeringsafkast på 36,5 mia. kr.
’Dermed er pensionerne stærkt rustet til et 2022, der er startet med urolige finansmarkeder og en anspændt geopolitisk situation som følge af Ruslands uacceptable invasion af Ukraine’, skriver PensionDanmark.
Ifølge pensionsselskabet fik yngre medlemmer et afkast på 16,0 procent, mens medlemmer tæt på pensionsalderen fik en forrentning på 10,3 pct. De gode afkast i 2021 betyder, at medlemmernes opsparinger, trods kursfald på aktiemarkederne i de første to måneder af 2022, fortsat har et positivt afkast målt i forhold til starten af 2021.Ved udgangen af februar var det foreløbige afkast for 2022 –4,7 procent for de yngre medlemmer og –2,5 procent for medlemmer tæt på pensionsalderen.
- Situationen i Ukraine er dybt bekymrende, men takket være det rekordhøje afkast i 2021 behøver vores medlemmer ikke bekymre sig om deres pensionsopsparinger, selvom 2022 er startet uroligt på de finansielle markeder og med store og vedvarende forandringer i den geo- og sikkerhedspolitiske situation, siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark, og uddyber:
- De unge medlemmer har mange år til pensionen og god tid til at indhente tilbagefald i aktiemarkederne. De ældre medlemmer har en lavere risikoprofil, og vores udjævningsmekanisme giver gode muligheder for, at vi ikke får behov for at nedsætte pensionerne – også selvom uroen i markederne skulle fortsætte i længere tid.
Forud for Ruslands invasion af Ukraine valgte PensionDanmark at frasælge alle russiske statsobligationer samt aktier og lån i virksomheder, hvor den russiske stat har en dominerende ejerandel. Investeringsafdelingen følger situationen tæt og justerer løbende PensionDanmarks portefølje i takt med ændringerne i risikobilledet.
Læs hele pressemeddelelsen fra PensionDanmark HER
Læs årsrapporten 2021 HER
Læs rapport om samfundsansvar 2021 HER