Hvad kan du bruge dine tillidsvalgte til?
Dine tillidsvalgte repræsenterer dig og dine kolleger på arbejdspladsen - se, hvad du kan få hjælp til her.
Dine tillidsvalgte har en væsentlig rolle for dig på din arbejdsplads. Det er nemlig de tillidsvalgte der fx forhandler og aftaler løn- og ansættelsesvilkår, fremmer et godt arbejdsmiljø på din arbejdsplads og fremfører dine synspunkter og ideer for ledelsen.
Tillidsrepræsentant
Tillidsrepræsentanten skal sikre en efterlevelse af overenskomsten samt forhandle dine løn- og ansættelsesvilkår med ledelsen.
Eksempler på situationer, hvor du kan bruge din tillidsrepræsentant:
- Du har spørgsmål eller forslag til forandringer på arbejdspladsen
- Du har spørgsmål til din overenskomst
- Du har brug for hjælp til at forbedre dine arbejdsvilkår eller din løn
- Du vil gerne videreuddanne dig
Arbejdsmiljørepræsentant
Arbejdsmiljørepræsentanten sørger for, at arbejdsmiljømæssige problemer løses i samarbejde og holder øje med, at arbejdsmiljøloven overholdes.
Eksempler på situationer, hvor du kan bruge din arbejdsmiljørepræsentant:
- Du har ideer til forbedringer af arbejdspladsen
- Du føler ikke, at du har de relevante hjælpemidler til at udføre dine arbejdsopgaver
- Du trives ikke på din arbejdsplads
- Du skal anmelde en arbejdsulykke