Husk sikkerheden, når julebelysningen skal op

Fra midt november til begyndelsen af januar er vintermørket på sit højeste. Og når julehyggen skal sikres over gader og stræder, så er det elektrikerne, der træder til.

Opsætning af julebelysning er et arbejde, der stiller krav om god sikkerhed. Dansk El-Forbunds forbundssekretær Lene Christiansen har disse anbefalinger til elektrikerne:

Gør dig synlig.  Julebelysning sættes typisk op udsatte steder som ved og over veje. Ikke alle trafikanter er lige opmærksomme, så derfor skal stedet, hvor du arbejder, sikres. Det gør du ved tydelig afmærkning af arbejdsstedet og ved at iføre dig reflekstøj, der gør dig synlig. Der er særlige krav til reflekstøj, se lommebog for afmærkning af vejarbejder.

Brug egnede hjælpemidler. Skal du arbejde i højden, så brug de hjælpemidler, der er bedst egnede til det. Det rigtige valg er en lift, som der er god mulighed for at bruge de fleste steder. Og når man så er i liften, skal man også huske at bruge det sikkerhedsudstyr, der hører til som sele mv. Stiger bør kun bruges undtagelsesvis i meget sjældne tilfælde.

Husk at slukke strømmen inden du går i gang.

    Godt begyndt er halvt fuldendt – husk også der skal udarbejdes en APV inden arbejdet påbegyndes.

    Der er rige muligheder for at hente informationer og vejledninger om emnet på nettet. Her på siden har vi samlet relevante links, du kan benytte dig af.