Husk forsikringerne i din pensionsordning

Når du tænker pension, er forsikring måske ikke lige det første, der falder dig ind. Men din pensionsordning indeholder også forsikringer, der sikrer dig og din familie økonomisk tryghed i arbejdslivet

Som medlem af Dansk El-Forbund har du typisk din pension i PensionDanmark eller Industriens Pension, hvor din opsparing bliver investeret i mange forskellige aktiver for at skabe det bedst mulige afkast. Men er du klar over, at pensionsordningen langt fra kun er en opsparing til pension? Du har også en række forsikringer gennem pensionsordningen, og du er faktisk godt dækket, hvis du for eksempel bliver ramt af sygdom i løbet af dit arbejdsliv.

Sådan er du forsikret:
  • Ved visse kritiske sygdom
  • Ved dødsfald
  • Ved Tab af erhvervsevne og/eller førtidspension/seniorpension
  • Hvis du kommer i et ressourceforløb, kan du få et engangsbeløb. I Industriens Pension er der i mange tilfælde også mulighed for bidragsfritagelse, der sikrer fortsatte indbetalinger til opsparingen.
  • I PensionDanmark har du en sundhedsordning med bl.a. adgang til behandling ved fysioterapeut og kiropraktor samt rådgivning.

 

Får du en kritisk sygdom, kan den give dig ret til et skattefrit engangsbeløb på typisk 100.000 kr.

I tilfælde af dødsfald får dine efterladte udbetalt de penge, du har sparet op, og de er typisk sikret et mindstebeløb på typisk 500.000 kr. i PensionDanmark og mellem 300.000 kr. og 1,2 mio. kr. i Industriens Pension. Samtidig er det muligt at tilpasse størrelsen af minimumsbeløbene efter egne ønsker.

God hjælp, hvis du ikke kan arbejde

Hvis du ikke længere kan arbejde, kan du også få hjælp fra pensionsordningen. I Industriens Pension får du et skattefrit beløb på mindst 100.000 kr., hvis du mister halvdelen af din erhvervsevne. Derudover kan du typisk få 6.000 kr. om måneden, hvis du mister det meste af erhvervsevnen. Du får også bidragsfritagelse, så du fortsat får indbetalinger til opsparingen uden selv at skulle bidrage.

I PensionDanmark kan du typisk få 6.666 kr. om måneden, hvis du har fået tilkendt offentlig førtidspension/seniorpension, og du er også omfattet af en opsparingssikring, der sikrer fortsat indbetaling til din pension. Førtidspensionister kan typisk også få et skattefrit beløb på 100.000 kr. Medlemmer i fleksjob kan ofte have ret til opsparingssikring, som sikrer, at indbetalingen til pensionen er den samme, som før de kom i fleksjob.

I begge selskaber kan du skrue op eller ned for forsikringerne, så de passer til din livssituation og dine behov.

Du får de penge, du har ret til

Generelt gør dit pensionsselskab alt, hvad de kan for, at du bliver gjort opmærksom på dine forsikringer. Det sker bl.a. via samarbejder med det offentlige. Men selvom dit pensionsselskab gør, hvad det kan for at sikre, at du får, hvad du har krav på, så kontakt gerne selv dit pensionsselskab. På den måde får du hurtigere hjælp.

Se om dine forsikringer passer til din livssituation

Du kan altid tjekke, hvordan du er forsikret via din pensionsordning. Log ind på dit pensionsselskabs hjemmeside med NemID. I PensionDanmark logger du ind på pension.dk, og i Industriens Pension logger du ind på industrienspension.dk.

Du kan også få et overblik over dine forsikringer via selskabernes app, der kan hentes i App Store eller i Google Play. Her kan du blot søge efter PensionDanmark (”Din Pension”) eller Industriens Pension.