Har du talt pension med dine kollegaer?

Her er fem situationer, hvor det er en god ide at tale pension med dine kolleger

Som tillidsvalgt kan du gøre en forskel ved at informere dine kollegaer om mulighederne i pensionsordningen. Typisk går 12 procent af lønnen til pensionsordningen, og rigtig mange ved ikke, at pensionsordningen også indeholder forsikringer ved bl.a. død, kritisk sygdom og førtidspension eller invaliditet.

Du kan hjælpe dine kollegaer ved at gøre dem opmærksomme på pensionsordningen i disse fem situationer:

  1. Dine kollegaer bliver gift eller skilt

Her kan de tjekke, hvem der arver ved dødsfald (begunstigelse) og deres forsikringer i pensionsordningen.

  1. Din kollegaer køber bolig eller får børn

Her kan de tjekke og eventuelt justere forsikringerne, så de passer til deres behov. For eksempel så den efterladte kan blive siddende i boligen.

  1. Din kollegaer bliver alvorligt syge

Her skal de være opmærksomme på, om de kan få udbetalt forsikringen ved kritisk sygdom. Det er typisk 100.000 kr., som kan hjælpe i en svær tid.

  1. Dine kollegaer nærmer sig pensionsalderen

Her kan du opfordre dine kolleger til se nærmere på, hvornår og i hvilken rækkefølge pensionsopsparinger skal udbetales. Både hos Industriens Pension og PensionDanmark kan man tjekke det online.

  1. Du får nye kollegaer

Fortæl dem kort om pensionsordningen. Foreslå dem, at de downloader pensionsselskabets app. Gør dem opmærksom på, at de måske bør samle deres pension, hvis de har flere opsparinger.

Har I en sundhedsordning (gælder for alle i PensionDanmark), så er det også oplagt, at du og kollegaerne bruger mulighederne her.

Du skal ikke være pensionsrådgiver

Kontakt i stedet jeres pensionsselskab. Ring til PensionDanmark på tlf. 70 12 13 30 eller Industriens Pension på 70 33 70 70.

I både PensionDanmark og Industriens Pension, hvor langt de fleste medlemmer har pension, har man også mulighed for at se sine private pensionsoplysninger via en pensions-app. Eller man kan logge ind på sit pensionsselskabs hjemmeside med NemID.