Håndværkerbesøg er blevet dyrere

– men prisen for besøget af elektrikeren er ikke steget så meget som for andre håndværk

prisstigninger generelt diagram

Over en periode på fem år er forskellige håndværkertjenester steget mere i pris end de generelle priser i samfundet. Det fortæller Danmarks Statistik (DS) i en pressemeddelelse.

Stigningen er størst blandt murerne. Her er prisen steget 16 procent i perioden 2015-2020, mens de generelle priser på tjenester i samfundet er steget med otte procent og de generelle forbrugerpriser med tre procent.

Men prisen for besøget af elektrikeren er i samme periode steget mindre end for de andre opgjorte områder. Faktisk ligger ’elinstallation’ lavest af alle med en stigning på lige knap ti procent.

I pressemeddelelsen siger specialkonsulent i DS Sigrid Krogstrup Jensen, at ”håndværkernes priser dækker de omkostninger, håndværksvirksomheden har til materialer og løn, samt den profit de måtte lægge til.”

Et hurtigt kig i Dansk El-Forbunds lønstatistik viser, at det ikke først og fremmest er elektrikernes lønninger, der driver stigningerne på området. Producentprisindekset steg således fra 108,8 i 2019 til 109,9 i 2020, og i samme periode var lønstigningen for timelønnede elektrikere på installationsområdet beskedne 0,35 procent.

prisstigninger el diagram