Grønne investeringer bidrager til din pensionsopsparing

Medlemmernes pensionsselskaber - Industriens Pension og PensionDanmark – er med helt fremme, når det gælder investeringer i den grønne omstilling. Investeringerne i de grønne aktiver er med til at sikre dig gode, langsigtede afkast

Som medlem med pensionsopsparing i enten Industriens Pension eller PensionDanmark kan du glæde dig over, at investeringer i vindmøller, solcelleparker og grønne virksomheder har været en rigtig god forretning de seneste år.

Både Industriens Pension og PensionDanmark hører nemlig blandt de selskaber, der er gået forrest, når det gælder grønne investeringer, og det har været godt for opsparingerne i de to selskaber. Den grønne tilgang har således gennem årene trukket betydeligt op i selskabernes samlede afkast og er en af forklaringerne på langsigtede resultater i toppen af branchen.

Medlemmernes pensionsselskaber har det seneste år udbygget investeringerne i både vedvarende energi, bæredygtigt byggeri og selskaber, der bidrager til den grønne omstilling. Bag investeringerne ligger ikke udelukkende tanker om en hjælpende hånd til klimaet, men også kontante krav om gode afkast til medlemmerne. For både Industriens Pension og PensionDanmark er det nemlig afgørende, at strategien ikke må koste, men tværtimod skal løfte afkastet.

Afkast i toppen af branchen

Set over de seneste fem år har medlemmerne typisk fået afkast på 7-10 procent årligt. I år har de fleste medlemmer fået pæne tocifrede afkast, og især investeringer i grønne virksomheder har set over en årrække leveret imponerende resultater.

Klimavenlige investeringer fylder også gradvist mere i andre danske pensionsselskaber, og den samlede branche har tidligere tilkendegivet, at man i alt vil investere 350 milliarder i grøn omstilling mellem 2019 og 2030. Blot to år efter den ambitiøse udmelding har danske pensionsselskaber øget de grønne investeringer med 122 mia. kr., og man sigter dermed mod at indfri målet før tid.

Gode samarbejdspartnere

Selv om medlemmernes pensionsselskaber har valgt at indtage centrale roller i den grønne omstilling både herhjemme og udlandet, er de er meget bevidste om, at det kræver kritisk stillingtagen og grundige processer at kunne blive ved med at levere gode afkast fra de mange investeringer. Derfor samarbejder Industriens Pension og PensionDanmark med en række af verdens førende specialister i vedvarende energi, ligesom man ofte føler sig nødsaget til at afvise grønne projekter, hvor økonomien ikke hænger fornuftigt sammen.

I det kommende årti kommer Pensionsbranchen fortsat til at spille en nøglerolle i den grønne omstilling. Det er selskabernes ansvar at sikre, at det bliver ved med at være en fordel for både klimaet og medlemmernes opsparinger.