Gode råd til fiberfolk

Ny folder giver en række gode råd om arbejdsmiljø for landets fiberteknikere

Efter input fra medlemmer, der arbejder med tilslutning af fibernetværket, har Dansk El-Forbund (DEF) produceret en folder til området. Den indeholder en række gode råd om arbejdsmiljø for fiberteknikere, og ifølge organiseringskonsulent i DEF’s afdeling København Thor Flenskov, som tager rundt og besøger fiberteknikerne på de sjællandske landeveje, har fiberteknikerne taget godt imod den nye folder:

- Jeg har fået mange gode tilbagemeldinger, og forleden måtte jeg forbi forbundshuset for at hente nogle flere foldere, som jeg kan dele ud, når jeg kommer rundt til kollegerne.  

I fagbladet Elektrikeren nr. 1 2021 kunne man læse, at DEF har fagligt fokus på løn- og arbejdsvilkårene for landets fiberteknikere. Det gælder ikke mindst arbejdsmiljøet, hvor DEF-medlemmer oplever udfordringer med blandt andet kemikalier, risiko for muskel- og skeletbesvær, bilens indretning og generelle velfærdsforanstaltninger som manglende toiletforhold.

I folderen ’Godt at vide om fiberarbejdsmiljø’, der kan rekvireres på def.dk eller i den lokale DEF-afdeling, kan man for eksempel blive klogere på:

  • Vejen som arbejdsplads
  • Ergonomi/MSB
  • Bilens indretning
  • Velfærdsforanstaltninger
  • Kemikalier
  • Lyset i fiberen
  • Arbejdet med fiberen
  • Sikkerhedskultur

Du kan downloade fiber-folderen HER