Gode råd er gratis

… hos BFA Bygge & Anlægs konsulenttjeneste. Og der er ledige tider i januar

BFA-konsulenter

Det siges, at de bedste ting i livet er gratis. I hvert fald gælder det den hjælp, arbejdspladser inden for bygge- og anlægsbranchen kan få hos BFA Bygge & Anlæg.

Her er der for nylig oprettet en konsulenttjeneste, som yder gratis hjælp til den enkelte virksomhed ude på arbejdspladsen. Og der er ledige tider i januar til den gratis konsulenthjælp: Ring og aftal en tid, lyder opfordringen fra konsulenterne.

BFA Bygge & Anlægs konsulenttjeneste dækker alle brancher i bygge- og anlæg. Tjenesten består af erfarne arbejdsmiljøfolk og er forankret i Byggeriets Arbejdsmiljøbus, som blandt andre Dansk El-Forbund står bag.

Konsulenterne støtter arbejdspladserne i tiltag, som er med til at nedbringe ulykker, nedslidning og farlig kemi og hjælper med, at løsninger så vidt muligt bliver en del af driften. Fokus er på at få opbygget en kultur med god adfærd i forhold til sikkerhed og sundhed i den enkelte virksomhed.

Man kan kontakte sin konsulent på 72 17 00 13 eller via konsulenttjenesten@bfa-ba.dk, og man kan se mere på bfa-ba.dk/konsulenttjenesten.