Forbund med medlemsfremgang holder kongres

Dansk El-Forbund holder kongres og tager afstand fra udspil om udenlandsk arbejdskraft

Kongres 18 hjemmeside

Dansk El-Forbunds kongres den 30.10. – 02.11. 2018 finder sted på et tidspunkt med en rivende teknologisk udvikling samt vækst i både antallet af medlemmer og antallet af unge, der søger ind på elektrikeruddannelsen. Et andet af kongressens temaer er diskussionen om udenlandsk arbejdskraft, hvor elektrikere og deres lønninger har været nævnt igen og igen.

– Vores fagforening er i fremgang. Flere kommer til, også på vores erhvervsuddannelse. Det er en spændende tid, hvor teknologien udvikler sig hurtigt. Samtidig er der brug for en stærk fagforening, der kan sikre, at løn- og arbejdsvilkårene følger med tiden. Desværre forsøger regeringen at åbne for udenlandsk arbejdskraft på vilkår, der ligger under gennemsnittet for en elektriker. Det undrer mig, og vi tager stærkt afstand fra det, siger forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen.

Jørgen Juul Rasmussen vil uddybe synspunkterne i sin beretning til kongressen. Det sker tirsdag den 30.10. kl. 14.20.