Flertallet af unge i fysisk hårde job døjer med smerter

Seks ud af ti unge i fysisk hårde job døjer med smerter, der påvirker dem på arbejdet. Det viser en ny undersøgelse fra PensionDanmark, der opfordrer de unge til at bruge deres sundhedsordning til at få bugt med smerterne

De fleste unge i fysisk krævende job som bygningsarbejdere, elektrikere, chauffører, rengøringsassistenter og frisører døjer med smerter, der hæmmer dem på arbejdet. Det viser en ny undersøgelse fra PensionDanmark på baggrund af medlemmernes besvarelser af selskabets digitale sundhedstest.

advarselstrekant PensionDanmark

Blandt de cirka 2.600 18-35-årige medlemmer, der foreløbig har taget testen, har 58 pct. inden for de foregående fire uger oplevet smerter, som har vanskeliggjort deres arbejde. Det er en højere andel end i andre aldersgrupper.

Samtidig vurderer 37 pct. af de unge medlemmer, at de i samme periode har nået mindre, end de gerne ville på deres arbejde eller andre daglige aktiviteter pga. deres fysiske helbred.

– Det er bekymrende, at så stor en andel af de unge tilsyneladende døjer med smerter – og ikke mindst med udsigten til stigende tilbagetrækningsalder. Derfor er det vigtigt, at de er opmærksomme på, hvordan de bedst muligt passer på deres krop, så de kan få et godt og langt arbejdsliv og undgå nedslidning – til gavn for alle parter, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Via sundhedsordningen i PensionDanmark har de unge mulighed for blandt andet at få behandling hos for eksempel en kiropraktor eller fysioterapeut for at forebygge, at mindre problemer udvikler sig til mere varige skader, længerevarende sygefravær og i værste fald førtidspension. Men blot syv procent – hver fjortende – af de 17-35-årige medlemmer har fået behandling i år via ordningen mod i gennemsnit ti procent i de øvrige aldersgrupper.

– Det tyder på, at flere unge medlemmer kunne have gavn af at bruge deres sundhedsordning til at få bugt med smerter. Vi har netop gennemført en kampagne på 30 erhvervsskoler for blandt andet at øge de unges kendskab til ordningen, og det vil vi også have fokus på fremover, siger Torben Möger Pedersen.

 

Brug din sundhedsordning

Døjer du med ondt i kroppen? Stress? For meget alkohol? Eller har du brug for en hurtig diagnose på, hvad du fejler? Så er der gratis hjælp at hente i din sundhedsordning, som er en del af pensionsordningen i PensionDanmark.

Læs mere og bestil tid på pension.dk/sundhed eller ring 70 10 08 06 alle hverdage mellem kl. 8 og 21. Du kan også bestille tid til behandlinger og finde det sundhedscenter, der er nærmest dig, via PensionDanmarks app.