Flere nye uddannelsesaftaler
Der var i december lidt færre deltagere på elektrikeruddannelsens hovedforløb, men antallet af nye aftaler steg
I 2022 blev der indgået 2.984 nye uddannelsesaftaler på elektrikerområdet. Det er en stigning på næsten ti procent i forhold til 2021, hvor der blev indgået 2.720 nye aftaler.
Tallene fremgår af den seneste lærepladsstatistik fra Børne- og Undervisningsministeriet, der mere overordnet kan fortælle, at der i 2022 samlet blev indgået 49.575 uddannelsesaftaler. Dette er flere end i både 2020 og 2021.
For elektrikerne gælder videre, at der i december 2022 de seneste tre måneder var indgået 660 nye uddannelsesaftaler. Det er en stigning på 3,1 procent set i forhold til samme periode året før.
I alt havde 5.338 lærlinge på elektrikeruddannelsen en igangværende uddannelsesaftale i december 2022. Det er er en halv procent flere end på samme tid i 2021, hvor tallet var 5.311.
På elektrikeruddannelsens hovedforløb var antallet af deltagere i december 2022 på 5.538. Det er et fald på to procent i forhold til samme måned året før. Her var 5.653 i gang.
200 var i december skoleoplæring. Det er hele 41,5 procent færre end i december 2021.