Festivaler skal el-tjekkes

Sikkerhedsstyrelsen tager på kontrolbesøg på markeder og festivaler

sik.dk screendump festivaler

Sæsonen for udendørs arrangementer som festivaler og markeder står for døren. De trækker mange besøgende, og el-sikkerheden skal være i orden. Derfor tager tilsynsførende fra Sikkerhedsstyrelsen ud for at tjekke de midlertidige elinstallationer.

I alt får 75 midlertidige arrangementer af forskellig art og størrelse besøg i løbet af sæsonen. Styrelsen fortæller, at tilsynet så vidt muligt vil ske, inden aktiviteterne åbner, så eventuelle fejl og mangler kan rettes op, før gæsterne ankommer.

I det hele taget sætter myndigheden ind på forebyggelse. Styrelsen har således her i februar-marts holdt oplæg på temamøder hos Dansk Live, der er brancheforening for festivaler og koncerter, og hos By- & Markedsfester, der organiserer arrangører på disse områder.

sik.dk kan man finde vejledninger til midlertidige elinstallationer. En overbliksside over elregler og andre regler på Sikkerhedsstyrelsens områder, der skal følges ved midlertidige arrangementer, kan findes samme sted.