Festival fejrer arbejderhistorien

SFAH fortsætter serien af festivaler, hvor arbejderbevægelsen og arbejderklassen står i centrum

Der er både debat, foredrag, musik og mad på programmet, når Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH) den 6. oktober afvikler årets Arbejderhistoriefestival. Det sker på Arbejdermuseet i København, og deltagerne i arrangementet får også mulighed for at komme på byvandring.

SFAH-festivalplakat 2018

Festivalen er efterhånden blevet så gammel, at den – næsten – kan kaldes en tradition: I år er det femte gang, SFAH fejrer arbejderhistorien på denne måde.

Det er gratis at deltage i løjerne, og i en foromtale stiller SFAH en række spørgsmål, som foredragene formentlig vil give svar på: Hvad synger arbejderne om? Var Per Hækkerup en ‘koldkriger’? Hvem stod bag velfærdens boligbyggeri? Hvordan var arbejderlivet i hverdagen i 1870ernes København?

Desuden vil årets Arbejderhistoriepris blive uddelt. Der er tre nominerede til prisen. Prisen uddeles i samarbejde med Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv samt Arbejdermuseets Venneforening.

SFAH blev stiftet i 1970. Selskabet fortæller om sig selv, at det er ’en medlemsorganisation, som er åben for enhver, der interesserer sig for arbejderbevægelsens og arbejderklassens historie’.