Fagbevægelsen kræver stop for stigende ulighed

Fagbevægelsens Hovedorganisation indleder i dag en større kampagne, der i første omgang sætter fokus på den stigende ulighed

Danmark har brug for et ulighedsstop. Sådan lyder det fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der i dag indleder en kampagne mod den stigende ulighed i samfundet.

FH ulighed: skilt med kampagnelogo

Den 6. februar er udråbt til aktionsdag, hvor der også vil være lokale aktiviteter. Mere centralt er der åbnet for en ny hjemmeside, hvor overskriften – der er fælles med det overordnede navn for kampagnen – hedder ”Der er noget galt i Danmark”.

Fakta

På hjemmesiden kan man klikke sig ind på sin egen kommune og finde faktuelle oplysninger om den stigende ulighed netop her. For eksempel kan man om Ikast-Brande Kommune læse, at de 100 rigeste personer i kommunen ejer det samme som de 14.210 personer, der ejer mindst.

Der er også mere overordnede oplysninger. En af dem er, at landets 100 rigeste personer sidder på en samlet nettoformue på i alt 75 mia. kroner eller i gennemsnit 750 mio. kroner pr. person – det samme som de 1,8 mio. voksne danskere, der har mindst.

Synlighed

Kampagnen vil også være synlig i gadebilledet, hvor man kan støde på budskaber som ”Der er noget galt i Danmark … når uligheden stiger” og senere: ”… når nogen bliver ladt i stikken”.

I dag er der også planlagt en lancering af den første af flere små film, der i første omgang vil blive vist på Facebook, Youtube og Instagram. I næste uge bliver der fulgt op med radiospots og web-bannere.

DEF bakker op

Dansk El-Forbund er en del af FH og bakker selvsagt op om kampagnen. Den ligger fint i forlængelse af forbundets seneste kongres, hvor den ene af de to kulturpriser blev tildelt forfatteren og foredragsholderen Lars Olsen: Gennem en årrække har han dokumenteret og gjort opmærksom på den stigende ulighed og de problemer, den medfører.

I et interview i fagbladet Elektrikeren (side 36) fortalte han, at han har mødt stor interesse for sin seneste bog ”Det forsvundne folk”, og at lydhørheden over for problemstillingen er stærkt øget. Han opfordrede blandt andre fagbevægelsen til at benytte sig af denne nye lydhørhed og rejse de velfærds- og tryghedsspørgsmål, der optager medlemmerne. Gerne sammen med de mest lydhøre politiske partier:

– I perioden fra nu og frem til valget er ’vinduet’ mere end almindeligt åbent for den sociale dagsorden. Derfor: Kast al kraft ind nu, lød opfordringen fra Lars Olsen.

FH synes at være enig med ham. Ud over den stigende ulighed vil den nye kampagne fra hovedorganisationen i perioden frem til valget også have fokus på velfærd, uddannelse, værdig tilbagetrækning, arbejdsmiljø og sikkerhedsnettet.

FH skærmdump af kampagnehjemmeside om ulighed

FH's hjemmeside til kampagnen mod den stigende ulighed

FH-kampagne: billede fra film om ulighed

Et billede fra kampagnefilmen om stigende ulighed: Klik på billedet og se filmen

Interview med Lars Olsen i fagbladet Elektrikeren nr. 7 2018