Færre AT-reaktioner over for el-arbejde

Antallet af reaktioner efter første kvartal i år er næsten 30 procent lavere end på samme tidspunkt i 2018

Målt på antallet af reaktioner har Arbejdstilsynet (AT) i begyndelsen af dette år faret mere med lempe over for branchen elinstallation set i forhold til sidste år. Godt nok er der stadig få dage tilbage af marts, men sammenlignet med første kvartal i 2018 har AT på nuværende tidspunkt i år afgivet næsten 30 procent færre reaktioner i form af påbud, strakspåbud, forbud og vejledninger til området. Det viser den dagsaktuelle opgørelse hos tilsynet.

AT-reaktioner til el-installation 1. kvartal 2019

skærmdump: AT-besøg i el-installation 1. kvartal 2018

I alt blev der i årets første tre måneder i 2018 afgivet 95 reaktioner. På nuværende tidspunkt er der i år afgivet 67. Altså 70,5 procent af antallet af reaktioner i første kvartal af 2018.

Faldet er generelt på de forskellige typer af reaktioner. I 2018 blev der i perioden afgivet to påbud, 76 strakspåbud og nedlagt fire forbud. I 2019 er tallene henholdsvis et påbud, 50 strakspåbud og tre forbud.

Det er især strakspåbud over for ulykkesrisici, der er faldet ganske markant. I år er der til dato afgivet 29 reaktioner af den type mod 47 i første kvartal i 2018 – et fald på mere end 38 procent.

Forskellene kan bero på flere forhold. Tallene er ikke nødvendigvis udtryk for, at det er blevet mere sikkert for elektrikerne at gå på arbejde …

Antallet på påbud hænger blandt andet sammen med de områder, AT i en given periode vælger at sætte fokus på. Hvis der for eksempel har været mange aktioner i forbindelse med social dumping, har der været mindre tid til opmærksomhed på ulykkesrisici.

Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at elinstallation har fået mindre opmærksomhed i år end sidste år. I alt har 131 virksomheder i branchen haft besøg frem til nu. Sidste år blev der i alt gennemført 298 besøg hos virksomheder i elinstallation (se tabellen herunder – tabellerne øverst på siden viser reaktionerne i henholdsvis 2019 og 2018).

skærmdump: AT-besøg i el-installation 1. kv 2019