Få svar på et godt spørgsmål om arbejdsmiljø

Så er der åbent for tilmeldinger til årets topmøde for industriens arbejdsmiljøfolk

Am-møde invitation

Hvis fysisk aktivitet er så sundt, hvorfor har de med mest fysisk aktive job så de største helbredsproblemer? Det er, hvad man plejer at kalde et godt spørgsmål – og et bud på et svar får man på ’årets arbejdsmiljøbegivenhed’.

Det er Branchefællesskabet for arbejdsmiljø i industrien – også kendt som bfa-i – der igen i år inviterer til topmøde om arbejdsmiljø. Det ovennævnte gode spørgsmål indleder faktisk programmet.

Begivenheden finder sted til oktober, men der er åbent for tilmelding allerede nu. Branchefællesskabet repræsenterer arbejdsmarkedets organisationer på industriområdet – herunder Dansk El-Forbund, der deltager via CO-industri, som sammen med Dansk Industri og Lederne står som arrangører.

Arrangementet er rettet mod medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen i industrivirksomheder, og invitationen opfordrer virksomheder til at deltage med repræsentanter for både a- og b-siden. Programmet byder på både præsentation af værktøjer og oplæg, der kan bruges i arbejdsmiljøindsatsen.

Forebyggelse af ulykker og håndtering af muskel- og skeletbesvær fylder pænt i programmet, der også indeholder emner emner som arbejdsmiljøledelse, kemi og Arbejdstilsynets planer. Desuden lægger murer Lindy Aldahl, der er kendt fra tv-programmet ’Rigtige mænd’, vejen forbi.

Mødet holdes i Odense den 24. oktober, og sidste frist for tilmelding er den 15. oktober. Deltagelse er gratis, men der er gebyr ved udeblivelse uden afbud.