Er arbejderne blevet væk?

Forfatter Lars Olsen, som på DEF-kongressen modtog forbundets kulturpris, har travlt med at punktere mediernes og den offentlige dagsordens myter om, at arbejderne i stort omfang er forsvundet. Nu lægger han vejen forbi DEF’s lokalafdeling København

- I dag har vi nedskæringer i både dagpengene for arbejdsløse og mulighederne for dem, der bliver nedslidt på arbejdsmarkedet. Det har alvorlige konsekvenser for mange lønmodtagere, og derfor har vi brug for mere fokus på almindelige menneskers liv og udfordringer.

Forfatter Lars Olsen modtog på DEF-kongressen i 2018 forbundets kulturpris for sine bøger om ulighed og almindelige lønmodtageres vilkår i det moderne Danmark – ikke mindst for bogen ’Det Forsvundne Folk’. Foto: Henrik Bjerregrav

Sådan lød det fra forbundsformand i Dansk El-Forbund (DEF) Jørgen Juul Rasmussen, da han på efterårets kongres uddelte forbundets kulturpris og 25.000 kroner til forfatter Lars Olsen. Han modtog prisen for sine bøger om ulighed og almindelige lønmodtageres vilkår i det moderne Danmark – ikke mindst for den nyligt udkomne ’Det Forsvundne Folk’.

Journalisten, forfatteren og foredragsholderen Lars Olsen har siden bogen udkom turneret rundt i landet for at punktere mediernes og den offentlige dagsordens myter om, at arbejderne og arbejderklassen i stort omfang er forsvundet.

Medlemmer i flere af DEF’s lokalafdelinger har haft mulighed for at se og høre kulturprismodtageren, som har holdt foredrag i flere fagforeningers lokalafdelinger under de lokale LO-sektioner. Det gjorde han senest i februar, hvor den anden modtager af forbundets kulturpris, SFAH – Selskabet for Arbejderhistorie, var medarrangør i samarbejde med LO Holbæk/Odsherred. Her mødte mellem 60 og 70 interesserede frem til foredrag i 3F Holbæks lokaler.

Nu gælder det så DEF’s lokalafdeling København, som på afdelingskontoret på Tikøbgade 9 den 20. marts kl. 16-18 lægger lokaler til endnu et foredrag af Lars Olsen. Alle DEF-medlemmer er velkomne, men tilmelding skal ske senest d. 18. marts via dette link – eller ved at ringe til afdelingen på tlf. 35 86 50 00.