Elektrikerne fejrede 1. maj

Forårssolen strålede til arrangementer i DEF’s lokalafdelinger på arbejdernes internationale kampdag, hvor DEF’s formand og næstformand talte flere steder i landet

Traditionen tro var der pølser, fadøl og politiske taler i flere af DEF’s lokalafdelinger og i lokale FH-sektioner i hele landet på 1. maj, der blev afholdt i skyggen af FH-formand Lizette Risgaards afgang efter påstande om krænkelser og upassende adfærd. 

Forbundsformand i Dansk El-Forbund Benny Yssing brugte arbejdernes internationale kampdag på at møde kolleger og holde taler i DEF’s afdeling Vestsjælland og ved Søndersø i Viborg. I sin 1. maj-tale brugte Benny Yssing blandt andet et digt af Oskar Hansen, der har skrevet arbejdersangene ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ (1923) og ’Danmark for Folket’ (1934).

’Du har alt i praktisk orden, mange kolonner i stiv statistik, men det er ofte som om ånden, drukner i sindrig taktik’.

Tredje vers af Oskar Hansens digt ’Til en saglig kammerat’ blev af Benny Yssing brugt som en slet skjult henvisning til SVM-regeringens ageren i forbindelse med fjernelsen af store bededag. Men Benny Yssing så også fremad i sin 1.maj-tale, der særligt omhandlede forbundets ønske om et mere retfærdigt pensionssystem, en styrkelse af erhvervsuddannelserne og en nødvendig udvikling af fagbevægelsen.

- Vi har brug for at blive bedre til at organisere. Få flere kolleger med. Få stærkere fællesskaber på arbejdspladsen. Helt præcist skal vi blive bedre til at få flere unge med. Rigtig mange unge er inde og vende i vores fagforeninger. Men alt for mange forlader fællesskabet igen. Den trend skal vi vende. Ved at lytte til unges ønsker til deres liv og til deres arbejdsliv, lød det fra forbundsformanden.

Budskaberne fra Benny Yssing nåede også elektrikere, VVS’ere og andre faggrupper på Thule-basen i Grønland. Det skete via en videohilsen, som blev videreformidlet af DEF’s forbundssekretær Martin Frank Frederichsen, der i disse uger underviser tillidsvalgte på Thule-basen.  

Også DEF-næstformand Christian Elgaard var på talerstolen. Det skete i Aarhus, hvor han talte til 3F’s 1. maj-arrangement. Også næstformanden kom i sin tale ind på regeringens fjernelsen af store bededag, fremtidens pensionssystem og regeringens manglende investeringer i erhvervsuddannelserne.

Forbundsformand Benny Yssing havde i sin 1.maj-tale hårde ord med på vejen til SVM-regeringen - ikke mindst for fjernelsen af store bededag. 

Ingen 1. maj uden arbejdersange: Her ses DEF-formand Benny Yssing med afdelingsformand i DEF Vestsjælland Erik Magdal. 

Humøret var højt i Viborg, hvor DEF-formand Benny Yssing fik en faglig snak med afdelingsformand i DEF Midtjylland Brian Poulsen Jensen. 

 

DEF-næstformand Christian Elgaard var på talerstolen til 3F's 1. maj-arrangement i Aarhus.