Elektrikere sikrer ”Julefeber”

Elektrikere på Det Kongelige Teater har skaffet strøm til optagelser af DR’s nye julekalender og sørget for sikkerhed, inden familier nu skal på rundvisning

lysekroner på det kgl. teater

juletræ på det kgl. teater

Normalt kommer der ingen fremmede op på loftet under kuplen på Gamle Scene på Det Kongelige Teater i København. Men i øjeblikket kigger det meste af Danmark ind i rummet. Her foregår nemlig en stor del af handlingen i DR’s nye julekalender, ”Julefeber”. Tre elektrikere på teatret har sørget for strømforsyningen til optagelserne tidligere på året.

I den seneste tid har teknikerne igen været på loftet. Publikum får nemlig mulighed for at komme på rundvisning i kulisserne til ”Julefeber”. Derfor skulle hele installationen gennemgås, så små pilfingre også kan færdes trygt.

Elektriker Bastian Dam har blandt andet tjekket en gruppe lysekroner, som kommer fra magasiner dels hos DR og dels hos Det Kongelige Teater. Elektriker Brian Larsen har tjekket mange gamle standerlamper og desuden hængt en led-lyskæde på juletræet.

Lysekronen

Loftet kaldes kroneloftet. Det er nemlig her, Gamle Scenes gigantiske lysekrone er ophængt i en skakt midt i det store rum. Lysekronen hejses op, lige før forestillinger i salen begynder.

I løbet af december bliver der 76 rundvisninger på kroneloftet. De allerfleste billetter var udsolgt på kort tid. Derfor bliver der også rundvisninger i januar.

– Midt i november fik vi opgaven med at lovliggøre til rundvisning. Vi skulle gennemgå det hele, så det var klar til begyndelsen af december, fortæller tillidsrepræsentant og elektriker Thomas Sander Bech.

Kunstigt juletræ

Brandsikkerheden skal også være i orden. Derfor er det et plasticjuletræ, der står på kroneloftet. Lidt snyd, indrømmer Brian Larsen. Men hvis det skulle have været et ægte træ, så skulle det brandimprægneres.

Dekorationen til julekalenderen er energioptimeret til rundvisningerne. Lyset på hovedpersonernes wc tænder først, når besøgende går derind.

”Julefeber” handler om børnene Bjørn og Gro og deres far, som må forlade deres lejlighed. De flytter ind på kroneloftet på Det Kongelige Teater, hvor faderen arbejder i køkkenet.

De prøver at holde sig skjult. Men børnene møder blandt andet balletbørn på teatret. Der begynder at ske mærkelig ting med Bjørn. Når han hører julemusik, kan han ikke styre sig selv og begynder at danse ukontrolleret. Er der magiske julekræfter på spil?

 

Se eller gense ”Julefeber”-afsnit her hos DR. 

Julefeberrundvisning på Det Kongelige Teater. 

Hør Oh Land synge titelsangen til ”Julefeber” her.  

 

SENESTE: Rundvisningerne i december er nu aflyst, og det er teaterforestillingerne også – corona har igen ramt Det Kongelige Teater.

 

Fagbladet Elektrikeren bringer i januar 2021 en større reportage med elektrikerne på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i. Her kan man blandt andet læse om en teknisk renovering af den gamle lysekrone.