Elbranchen jubler over millioner til grønne uddannelser

Parterne bag elektrikeruddannelsen – Dansk El-Forbund og Tekniq Arbejdsgiverne – glæder sig over politisk aftale, der afsætter 200 mio. kr. til at binde erhvervsuddannelserne tættere sammen med bæredygtighed og grøn omstilling

- Aftalen er en erkendelse af, at elektrikerne er helt centrale aktører i den grønne omstilling. Den er et vigtigt signal, der understreger erhvervsuddannelsernes bidrag til den grønne omstilling.

Sådan lyder kommentaren fra næstformand i Dansk El-Forbund (DEF) Benny Yssing, efter indgåelsen af en politisk aftale, der afsætter 200 mio. kr. – 100 mio. kr. i 2021 og 100 mio. kr. i 2022 – til opkvalificering og uddannelsesindsatser inden for bæredygtighed og grøn omstilling på landets erhvervsuddannelser.

Aftalen, der er indgået af partierne bag finansloven for 2021 – regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet – medfører, at øget bæredygtighed og grøn omstilling skal skrives ind i erhvervsuddannelsernes formålsparagraf. Det betyder ifølge partierne, at man tydeliggør vigtigheden af erhvervsuddannelsernes bidrag til den grønne omstilling.

Kompetencebehov i den grønne omstilling

Aftalepartierne er blevet enige om at afsætte i alt 54 millioner kroner til ni videncentres arbejde med at udarbejde og afprøve nye undervisningsforløb og materialer med fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Videnscentrene skal også bistå med kompetenceudvikling af faglærere på erhvervsuddannelserne inden for bæredygtighed og grøn omstilling. Derud over ydes der et særtilskud på 36 millioner kroner i 2021 til udbydere af de tekniske erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser til aktiviteter inden for grøn omstilling og bæredygtighed mv. Fem faglige udvalg – inklusive elektrikeruddannelsen - tildeles i alt 10 mio. kr. kroner til kortlægning af fremtidige kompetencebehov inden for grøn omstilling.

De sidste 100 mio. kr. udmøntes i 2022 som en ansøgningspulje.

Opkvalificering af faglærere

Benny Yssing glæder sig særligt over, at der med aftalen også er sat fokus på opkvalificering af faglærere og moderne undervisningsmaterialer.

- Det medvirker til at styrke kompetencerne blandt vores elektrikere, som får en helt afgørende rolle i den teknologiske udvikling, der skal skabe den grønne omstilling til gavn for klimaet. Nu må vi håbe, at politikerne også snart indser behovet for fem ekstra skoleuger på elektrikeruddannelsen, som sikrer, at elektrikerne for alvor kan udfolde deres potentiale til gavn for klimaindsatsen.  

En cadeau til elektrikeruddannelsen

Også hos Tekniq Arbejdsgiverne, der sammen med Dansk El-Forbund udgør det faglige udvalg for elektrikeruddannelsen via det fælles uddannelsessekretariat EVU, er der begejstring over aftalen.

- Det er en stor cadeau til elektrikeruddannelsen, at man dermed vælger at belønne de uddannelser, som de seneste tre år har haft den største tilgang af lærlinge. Elektrikeruddannelsen spiller en nøglerolle, når grønne teknologier skal bære os ind i en klimavenlig fremtid, siger underdirektør Tina Voldby i en pressemeddelelse. Underdirektøren understreger ligesom Benny Yssing behovet for at politikerne nu også investerer i yderligere fem uger på elektrikeruddannelsens hovedforløb.

Hele aftaleteksten kan læses HER