El-videoer er populære

Videoer om el-sikkerhed er et hit både blandt professionelle og gør-det-selv-folket

gruppetavle video

Det er populært at orientere sig om el-sikkerhed via video. Det fortæller Sikkerhedsstyrelsen på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at visningerne alene i år nu har rundet en million i app’en TEKNIQ EL.

Brugerne er både elektrikere, el-installatører og såkaldt almindelige brugere. Videoerne er produceret i et samarbejde mellem styrelsen og Tekniq Arbejdsgiverne, og de handler om både L-AUS, ekstra stikkontakter og krav til ladestandere – og meget mere.

På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside fortæller teknisk sagsbehandler Steen Søgaard, at mange elektrikere også bruger videoerne til kundeinformation. Om styrelsens motiver siger han:

– Vi skaber samfundsværdi ved at guide brugerne til, hvordan de kan udføre deres el-arbejde korrekt, undgå at komme til skade og medvirke til at hindre brandfare.

Alle videoerne findes frit tilgængelige på styrelsens hjemmeside sik.dk.