El-installationsfirmaet NH Jespersen er nomineret til Arbejdsmiljøprisen

Det sønderborgensiske el-installationsfirma NH Jespersen har gjort en stor indsats for arbejdsmiljøet. Nu er virksomheden nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2022 i kategorien Muskel- og skeletbesvær

logo AM pris

Forefaldende el-arbejde, tunge løft i trange rum og store tavler, der skal sættes op. Sådan ser dagligdagen ud for de mere end 40 medarbejdere hos el-installationsfirmaet NH Jespersen, som har hovedkontor i Sønderborg. Det har ført til flere investeringer i arbejdsmiljøet i samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen og firmaets medarbejdere. Og ifølge arbejdsmiljørepræsentant, Jesper Warnecke, er ledelsens opbakning og medarbejdernes inddragelse altafgørende.

 - At ændre i arbejdsgange handler jo også om økonomi, men ledelsen er meget lydhør over for de ændringer, som medarbejderne, og os i arbejdsmiljøorganisationen, foreslår. Det handler om samarbejde hele vejen rundt. Når medarbejderne kommer med ændringsforslag, går vi sammen i gang med at finde løsninger på tværs af organisationen. Ved at inddrage vores medarbejdere sikrer vi også, at arbejdsmiljøet indrettes efter medarbejdernes behov, udtaler Jesper Warnecke.

Ny lift til Jens

Det seneste skud på stammen er en kørestolslift, der er monteret indvendigt i en kassebil. Liften skal gavne en af firmaets montører, Jens Oxholm, der hver dag løfter og monterer tunge hvidevarer for kunderne. De tunge hvidevarer kan veje op til 100 kg. Hvis de ikke løftes rigtigt, kan de mange daglige løft resultere i mén for muskler og skelet. Derfor var det vigtigt for ledelsen hos NH Jespersen at investere i en lift, der kunne skabe gode og sikre forhold for medarbejderne, så de både er glade og føler sig sikre, når de er på arbejde. Så Jesper Warnecke håber, at det gode initiativ kan være med til at fastholde Jens og kollegaerne mange år frem.

- For at beholde Jens på arbejdsmarkedet i mange år endnu, er vi nødt til at passe godt på ham. Det er tanken med den nye lift, som kan løfte op til 500 kg. Det er en god og solid lift, som både kan løfte Jens og den pågældende hvidevare samtidig, så vi kan beholde vores rigtig gode kollega og undgå dumme løft, siger Jesper Warnecke.

Arbejdsmiljørådet hylder indsatsen og samarbejdet

Arbejdsmiljørådet nominerer NH Jespersens indsats til Arbejdsmiljøprisen 2022 i kategorien Muskel- og skeletbesvær på grund af en vigtig forbedring af medarbejdernes ergonomiske arbejdsmiljø og for det tætte samarbejde mellem ledelse og arbejdsmiljøgruppen.

- NH Jespersen har med inddragelse af både arbejdsmiljørepræsentant og arbejdsmiljøorganisationen sat fokus på at forbedre de ergonomiske forhold. Ved at se på medarbejdernes særlige behov har de i fællesskab fundet løsninger, der sænker antallet af løft og giver bedre arbejdsstillinger, siger Cristina Lage, formand for Arbejdsmiljørådet.

Om NH Jespersen A/S

NH Jespersen A/S er et elinstallations-firma, der arbejder med forfaldent elarbejde, herunder hvidevareservice, sikring og teleløsninger. NH Jespersen beskæftiger ca. 40 medarbejdere.

· Nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2022 i kategorien Muskel- og skeletbesvær

· Adresse: Søndervang 3, 6400 Sønderborg

· Kontakt: Jesper H. Warnecke, Arbejdsmiljørepræsentant, T: 27 26 11 06, E: jhw@nhjespersen.dk

Om Arbejdsmiljøprisen

Arbejdsmiljøprisen uddeles af Arbejdsmiljørådet til fire arbejdspladser, som gør noget særligt for arbejdsmiljøet, og som kan inspirere andre. De 12 nominerede arbejdspladser og de fire vindere udvælges af en dommerkomité, der består af repræsentanter fra DA, FH, KL, Lederne og Akademikerne og formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage.

· Vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2022 kåres torsdag d. 19. maj i DGI Byen i København.

· Information og tilmelding på arbejdsmiljøprisen.dk.

· Kontakt: Amalie Ebler Blichfeld, Arbejdsmiljørådets sekretariat, T: 72 20 86 32, E: aeb@amr.dk

Om Arbejdsmiljørådet

I Arbejdsmiljørådet mødes arbejdsgivere og arbejdstagere om den fortsatte udvikling af et bedre arbejdsmiljø i Danmark. En af Arbejdsmiljørådets kerneopgaver er at rådgive beskæftigelsesministeren om tiltag på arbejdsmiljøområdet. Læs mere om vores arbejde på amr.dk.