Ekstra til seniorpensionister i PensionDanmark

Medlemmer, der får tilkendt seniorpension, kan også have ret til en supplerende årlig pension hos PensionDanmark

pension ekstra

Når medlemmer i Dansk El-Forbund (DEF) får tilkendt seniorpension – den såkaldte Arne-pension – kan de også have ret til en supplerende årlig pension, når de har deres pensionsordning i PensionDanmark.

Udbetalingen fra PensionDanmark svarer til beløbet, som udbetales ved førtidspension. Det giver DEF-medlemmerne et beløb på typisk 72.000 kroner om året (fra 1. januar 2022 stiger beløbet til 80.000 kroner).

Det betyder, at din samlede indkomst som seniorpensionist kommer tættere på den indkomst, du havde før. Herudover har du også en opsparingssikring, hvor PensionDanmark fortsætter de hidtidige pensionsindbetalinger på pensionsopsparingen. Opsparingssikringen og den løbende udbetaling fra PensionDanmark ophører tre år før folkepensionsalderen.

Du kan blive tilkendt offentlig seniorpension, hvis:

  • du har højst seks år til folkepension
  • din arbejdsevne er nedsat til 15 timer om ugen
  • du har arbejdet mindst 27 timer om ugen de seneste 20-25 år.

Seniorpensionsordningen trådte i kraft 1. januar 2020. Hvis du vil vide mere om, hvordan du søger om seniorpension, kan du kontakte din egen kommune.

Husk: Du er også altid velkommen til at ringe til PensionDanmarks medlemsrådgivning på 70 12 13 30 alle hverdage kl. 8-18.