Dit pensionsselskab hjælper, hvis du bliver alvorligt syg

Pensionsordningen i Industriens Pension og PensionDanmark er ikke kun en opsparing. Det er også en økonomisk tryghed, hvis du bliver alvorligt syg, før du skal på pension

Mange er ikke klar over, at pensionsordningen også kan hjælpe, hvis du bliver alvorligt syg. Derfor hjælper dit pensionsselskab dig med at sikre, at du får de penge, som du har ret til.

Som medlem af Dansk El-Forbund har du typisk din pension i PensionDanmark eller Industriens Pension, og begge selskaber samarbejder med forskellige offentlige myndigheder. På den måde bliver du typisk informeret, hvis der opstår en situation, som kan give dig økonomisk hjælp via din pensionsordning. 

Får du fx en kritisk sygdom, så sørger pensionsselskabet for, at du bliver gjort opmærksom på forsikringen, som typisk giver dig ret til en skattefri udbetaling på 100.000 kr. Det sker via et samarbejde med Sundhedsstyrelsen, der sender dig en besked om, at du kan have ret til en forsikringsudbetaling. Kontakt altid dit pensionsselskab, hvis du tror, at du kan have ret til en udbetaling.

Få en større udbetaling

Du kan nemt se, hvordan du er forsikret i pensionsordningen ved at logge på dit pensionsselskabs hjemmeside, og her kan du også hæve eller sænke forsikringsbeløbene. Fx kan du hæve forsikringen ved kritisk sygdom til 150.000 kr. I PensionDanmark logger du ind på pension.dk, og i Industriens Pension logger du ind på industrienspension.dk.

Du kan også få et overblik over dine forsikringer via selskabernes app, der kan hentes i App Store eller i Google Play. Her kan du blot søge efter PensionDanmark (”Din Pension”) eller Industriens Pension.

Hvilke sygdomme er dækket?

Du er dækket af forsikringen ved kritisk sygdom, hvis du fx rammes af kræft, en blodprop i hjertet eller en hjerneblødning. På dit pensionsselskabs hjemmeside kan du se en liste over, hvilke sygdomme der er dækket af forsikringen.

Husk…

at forsikringen kan blive udbetalt igen, hvis du fx bliver syg igen. Hvis du har haft en af sygdommene på listen, mens du har været medlem i PensionDanmark eller Industriens Pension, så ring og hør, om du kan få udbetalt forsikringsbeløbet. Du kan ringe til medlemsrådgivningen i PensionDanmark (7012 1330) og Industriens Pension (70 33 70 70) på alle hverdage.