Digital fejring af 1. maj

Dansk El-Forbund inviterer til 1. maj på facebook, hvor der vil være videohilsner til elektrikerne fra både formand, næstformand, ungdomsformand og beskæftigelsesministeren

På grund af corona-situationen bliver det heller ikke i år muligt at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag med øl, pølser og arbejdersange i DEF-afdelingerne. 1. maj må igen fejres digitalt med håb om, at tingene ser anderledes ud til næste år. Men medlemmerne skal ikke snydes for 1. maj-taler.

Forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard holder 1. maj-taler til medlemmerne af Dansk El-Forbund. Billedet er fra sidste år, hvor de to besøgte en håndfuld elektrikere, malere og VVS’ere på en byggeplads for at snakke om tidlig tilbagetrækning. Foto Claus Boesen. 

På lørdag d. 1. maj vil man fra klokken 07:00 kunne se videohilsner til DEF-medlemmerne på forbundets facebookside. Her vil både forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen, næstformand Benny Yssing, ungdomsformand Mathias Vinholt og ikke mindst beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard holde 1. maj-taler til medlemmerne af Dansk El-Forbund.  

Lidt senere – kl. 10 – kan man på facebook følge FH-familiens digitale 1.maj-fejring. Her vil der være taler fra FH-formand Lizette Risgaard, statsminister Mette Frederiksen m.fl., ligesom Rasmus Bjerg synger for til fællessang fra arbejdersangbogen.

FH’s digitale 1. maj-fejring kan ses på FH’s facebookside. Du kan se hele programmet her